Andrea Alessandro Carnevale
Andrea Alessandro Carnevale (født 12. januar 1961 i Monte San Biagio) er en tidligere italiensk fodboldspiller.
| Andrea Carnevale | |||
|---|---|---|---|
| Personlig information | |||
| Fulde navn | Andrea Alessandro Carnevale | ||
| Født |
12. januar 1961 (63 år) Monte San Biagio, Italien | ||
| Position | Angriber | ||
| Seniorkarriere* | |||
| År | Hold | Kampe† | (Mål)† |
| 1978–1979 | Latina | 24 | (3) |
| 1979–1981 | Avellino | 11 | (1) |
| 1981–1983 | Reggiana | 66 | (16) |
| 1983 | Cagliari | 7 | (1) |
| 1983–1984 | Catania | 23 | (3) |
| 1984–1986 | Udinese | 55 | (16) |
| 1986–1990 | Napoli | 105 | (31) |
| 1990–1994 | AS Roma | 51 | (15) |
| 1993–1994 | Pescara | 24 | (14) |
| 1994–1995 | Udinese | 16 | (7) |
| 1995–1996 | Pescara | 28 | (10) |
| Total | 410 | (117) | |
| Landshold‡ | |||
| 1989–1990 | Italien | 10 | (2) |
Medaljeoversigt
| |||
|
* Seniorklubkampe og -mål tælles kun for den hjemlige liga og er opdateret den 20. maj 2009. † Kampe (mål). | |||
Karriere
Carnevale begyndte sin karriere i slutningen af 1970'erne i de lavererangerende divisioner. Først med klubskiftet til Udinese Calcio i 1984 fik han sit gennembrud som angriber i den italienske Serie A.
Fra 1986-1990 spillede Carnevale sammen med Diego Maradona i SSC Napoli, hvor han opnåede sine største sportslige resultater som professionel fodboldspiller. Bl.a. var han med til at vinde UEFA Cuppen for sit klubhold, da SSC Napoli i 1989 besejrede VFB Stuttgart i turneringens finale. Det var også som Napolispiller, at Carnevale kom i betragtning til Italiens fodboldlandshold.
Ved VM i Italien i 1990 udgjorde Carnevale den italienske angrebsduo sammen med Gianluca Vialli i holdets to første gruppespilskampe.
Efter sine to målløse optrædener for det italienske fodboldlandshold under VM-slutrunden i hjemlandet blev Carnevale afløst af angrebsrivalen Salvatore Schillaci. Schillaci fik sit store internationale gennembrud i de efterfølgende kampe, hvilket gjorde ham til turneringens samlede topscorer. Dette resulterede i, at Carnevale fra da af kom ud i periferien af det italienske landshold.
Carnevale opnåede i alt 10 landskampe og scorede 2 landskampsmål.
Efter VM-slutrunden i 1990 skiftede Carnevale til AS Roma. Her fik han en god start med 4 mål i de første 5 kampe for klubben. Efterfølgende blev Carnevale imidlertid kendt skyldig i narkotikamisbrug, hvorefter han blev suspenderet af Roma. Herefter gik hans karriere ned ad bakke, og hans karriere sluttede i Pescara Calcio i 1996.