Asbjørn Sunde

Asbjørn Edvin Sunde (12. december 1909 – 23. april 1985) var en norsk modstandsmand og sabotør mod den tyske besættelse af Norge under 2. verdenskrig. Han var derudover sømand og spaniensfrivillig, samt kommunist.

Asbjørn Sunde
Personlig information
Født	26. december 1909 Vikna, Norge
Død	23. april 1985 (75 år) Oslo, Norge
Gravsted	Østre gravlund
Uddannelse og virke
Medlem af	Osvald-gruppen
Beskæftigelse	Journalist
Nomineringer og priser
Udmærkelser	Medalje "For sejren over Tyskland i den store patriotiske krig 1941-1945", Deltagermedaljen
Signatur
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Sunde var leder af Osvald-gruppen, den første og mest aktive væbnede civile modstandsgruppe, som under Sundes ledelse gennemførte 39 sabotageaktioner i Norge.[1] Osvaldgruppen var en efterfølger til Wollweber-organisationen, og blev oprettet efter anbefaling fra Sovjetunionen. Under krigens løb udførte Sunde og hans gruppe en lang række aktioner på direkte ordre fra den norske eksil-regering i London, formidlet via Milorg og regeringsloyale ledere i Oslo politi. Det synes rimelig at antage, at Sunde gennem krigen forblev trofast og loyal overfor den norske regering som var allieret med Sovjetunionen.

Sunde blev i 1954 dømt for landsforræderi og spionage for Sovjetunionen. Han blev prøveløsladt, efter at have afsonet 2/3 af sin straf i 1959. Den norske historiker Lars Borgersrud, der har skrevet doktorafhandling om Osvaldgruppen, mener at dommen skyldtes en "hysterisk stemning i Norge på denne tida. Personen Asbjørn Sunde passet inn som personifiseringen av det kommunistiske fiendebildet makthaverne ville skape. Han ville ikke blitt dømt hvis han hadde stilt for retten i dag, sier Borgersrud, som hevder innholdet i saken mot Sunde i realiteten var fiktivt".[2]

Videre udtaler Borgersrud om selve dommen at retten "mente å ha funnet det bevist at Sunde hadde overlevert hemmelige militære opplysninger til russerne. Det ble ikke bevist, men retten la likevel til grunn at det hadde skjedd".[2]