Billedforbud

Et billedforbud har været et grundlæggende element i de fleste store religioner.[2] Apostlen Paulus afviste som andre af samtidens kristne gudebilleder. Hos de tidlige kristne var billedforbudet til dels begrundet i det andet af de 10 bud, der forbyder gudebilleder. Billeder mødte modstand i den kristne tradition fra antikken op til byzantisk tid og Reformationen.[3] I den ortodokse kirke har perioder med billeddyrkelse været afløst af andre perioder med ikonoklasme (af græsk: eikon = "billede" + klastein = "knuse"), hvor man afviste brugen af billeder.

Den jødiske religion regnes for at være billedfjendtlig. Dette træk kommer til udtryk allerede i det gamle testamentes beretning om Moses og Aron. Her nævnes forskellen mellem ordets sandhed og bedraget i gudebilledet som problemets kerne. Her bliver sammenhængen mellem billedfrygt og religiøsitet tydelig.

Tilsvarende billedfjendtlige træk finder man også i den kristne religion, i hvert fald indtil billeddekretet på Tridentinerkoncilet i 1563, men også senere i visse retninger inden for den protestantiske tro.

Under islam findes en billedfjendtlighed, der svarer til jødedommens. I 1600-tallet blev billeder, der viste Muhammed, forbudt.[2] I moskeerne ser man abstrakte freskomalerier og kunstfærdig, arabisk kalligrafi, men aldrig konkrete fremstillinger af Gud, mennesker, dyr eller genstande i det hele taget.