Cocio

Cocio er en dansk kakaomælk, der blev introduceret i 1951. Siden 2008 har mærket og produktionsfaciliteterne i Esbjerg været ejet af Arla Foods.

Cocio
240 ml Cocio Classic fra 2015.
Type Kakaodrik
Producent Cocio Chokolademælk A/S
Distributør Arla Foods
Oprindelsessted Danmark Esbjerg, Danmark
Introduceret 1951 (1951)

Historie

1951–1989

Anker Pallesen fra Esbjerg udviklede sammen med hustruen, Ella, drikken, ved at blande mælk, kakao og sukker. I 1951 blev Cocio sat i produktion, og året efter blev Hr. Nørbygaard ansat som driftsleder for produktionen. Driftslederen var far til komiker og skuespiller Finn Nørbygaard, der blev født samme år.[1]

I 1964 var de oprindelige produktionsfaciliteter blevet for små, og Cocio flyttede ind på Bavnehøj i nærheden af Esbjerg Havn. Bygningen var blevet opført i 1894 som epidemisygehus. 10 år efter, i 1974, blev den første Cocio på dåse lanceret.

Den amerikanske virksomhed The Borden Food Corporation købte i 1976 samtlige aktier i Cocio Chokolademælk A/S, men produktionen forblev uændret i Esbjerg.

I 1982 lancerede Cocio en leverpostej i 2 varianter, som dog ikke blev nogen succes og derfor hurtigt blev taget af markedet igen. [2]

I 1985 kom Cocio på det svenske marked, som det første udenfor Danmark. Norge blev tilføjet to år efter. Op igennem 1980'erne blev Cocio mere populær i Danmark. Der blev sendt en ny 0,4 liter flaske på markedet i 1983, ligesom man i 1986 for første gang brugte tv-reklamer i markedsføringen af drikken, i forbindelse med lanceringen af en ny én-liters flaske. I 1989 blev konkurrenten Congo Chokolademælk opkøbt, der på dette tidspunkt havde 25% af det danske marked.

1990–nu

Cocio lancerede i 1992 produktet "Chokolet", der senere blev omdøbt til Cocio Light. Virksomhedens grundlægger Anker Pallesen døde i 1995, 79 år gammel.

De danske selskaber E. Bank Lauridsen Holding A/S og IAT-koncernen købte i 1999 Cocio, og mærket var igen på danske hænder.

To år efter, I 2001 opførte man en ny fabrik i Kjersing nord for Esbjerg, der havde en kapacitet på 800.000 flasker og dåser i døgnet. I 2002 blev mejerikoncernen Arla Foods medejer af Cocio Chokolademælk A/S med 50% af aktierne, inden de 1. januar 2008 købte resten af virksomheden.[3]

En Cocio Volkswagen Type 2 med Eva Mendes i juni 2010.

I februar 2010 lavede man en aftale med den amerikanske skuespillerinde Eva Mendes, der gik ud på at hun skulle være Cocios ansigt i markedsføringen.[4] Det bevirkede at selskabets årlige overskud steg fra cirka 3 millioner kroner til over 10 millioner kr. Aftalen med Mendes ophørte ved udgangen af 2013.[5]

I 2014 introducerede Cocio en energidrik med navnet Cocio Energy, samtidig med at Cocio Classic blev lanceret i Storbritannien.

Cocio og pølsevogne

Siden 1953 er der blevet solgt Cocio fra danske pølsevogne. I starten af 2010'erne købte otte ud af ti kunder en chokolademælk, når de købte mad i en pølsevogn. I 2011 kom Danmarks Pølsehandlerforening og Cocio på kant med hinanden, da pølsemændene følte sig overset af Cocio.[6] Pølsemændene lancerede derefter deres eget mærke, der i 2013 var til salg i omkring 130 pølsevogne.[7]

Ingredienser

Cocio Classic er siden lanceringen i 1951, blevet produceret efter den samme opskrift. Classic indeholder mælk med 2% mælkefedt, sukker og UTZ Certified kakao med 1,5% fedt. Drikken er homogeniseret og steriliseret, hvilket gør at Cocio kan holde sig ved stuetemperatur.

Næringsindhold

Pr. 100 gram
Cocio Classic
Energi309 KJ/73 kcal
Protein3,4 g
Fedt2,0 g
- heraf mættede fedtsyrer 1,3 g
Kulhydrat10 g
- heraf sukker 10 g
Husholdningssalt0,10 g

Varianter

  • Cocio Classic (1951)
  • Cocio Light (1992 - 2012)
  • Cocio Dark (2003)
  • Cocio Øko (2009)
  • Cocio Chocolate Coffee (2009)
  • Cocio Ice Coffee (2010)
  • Cocio One (2009)
  • Cocio Milkshake (2013)
  • Cocio Energy (2015)
  • Cocio Coconut (2018)
  • Cocio Mint (2019)
  • Cocio Salted Caramel (2020)
  • Cocio Sport (????)
  • Cocio Orange (2020 - 2021)

Referencer

  1. Ohmsen, Michael (19. april 2013). "Tysk discount slår Cocio og Matilde". Søndagsavisen. Hentet 20. januar 2016.
  2. https://www.facebook.com/309954401285/posts/10150625244511286/
  3. Ritzau (13. januar 2008). "Arla sætter sig på Cocio". business.dk. Hentet 20. januar 2016.
  4. "Sexet Hollywood-babe skal sælge Cocio". business.dk. 17. februar 2010. Hentet 20. januar 2016.
  5. Rudbeck, Jørgen (26. juni 2014). "Kendt skuespiller tredobler bundlinjen hos Cocio". fodevarewatch.dk. Hentet 20. januar 2016.
  6. Kim Jensen, Marie Joo (14. oktober 2011). "Pølsemænd vil bryde med Cocio-kakao". TV 2. Hentet 20. januar 2016.
  7. Buur Hansen, Stefan (18. april 2013). "Pølsemændenes Cocio-konkurrent fint fra start". food-supply.dk. Hentet 20. januar 2016.

Eksterne henvisninger

55°30′36.88″N 8°28′37.69″Ø

This article is issued from Wikipedia. The text is licensed under Creative Commons - Attribution - Sharealike. Additional terms may apply for the media files.