Demokratiske Muslimer

Demokratiske Muslimer var en forening for sekulære muslimer i Danmark. Foreningen blev stiftet af blandt andet Naser Khader efter kontroversen om Muhammed-tegningerne i 2005. Efter indledningsvis stor tilslutning og medieinteresse døde arbejdet i foreningen ud efter et par år, men foreningen er ikke blevet officielt opløst.

Formål

Foreningens formål var "at være et samlende, toneangivende talerør og debatforum for borgere i Danmark med muslimsk baggrund". Foreningen ville også fremme forståelsen for, at islam er forenelig med en demokratisk stat. Medlemmer skulle underskrive seks principper:[1]

Organisation og aktiviteter

Foreningen blev stiftet 4. februar 2006 med Naser Khader som formand. [2] Det første års tid havde foreningen ca. 600 medlemmer. Knap hundrede mødte frem til generalforsamlingen i 2007 året efter stiftelsen.[3]

Kun muslimer kunne være medlemmer i foreningen. Ikke-muslimer var organiseret i Støtteforeningen for Demokratiske Muslimer. Støtteforeningen opløste sig selv i maj 2008. Her udtalte formanden Asger Aamund, at der ikke længere var behov for en støtteforening, idet Demokratiske Muslimer "kan stå på egne ben".[4]

I februar 2007 blev Khader afløst som formand af Moustapha Kassem, stamcelleforsker og professor ved Syddansk Universitet.[2] Samtidig forlod Fathi El-Abed, Ibrahim Ramadan og næstformanden Jamilla Jaffer bestyrelsen efter længere tids uenighed og stort arbejdspres. Tidligere havde Amina Ahmed meldt sig ud af bestyrelsen.[3][5] Nye talsmænd blev Adel Sadek og Sally Khallash Bengtsen. I bestyrelsen sad desuden Akmal Safwat, Fatima Zahra Bellaoui og Yildiz Akdogan.

Foreningen uddelte på grundlovsdag 2007 en demokratipris til den kvindelige imam og forsker, professor Amina Wadud fra USA.[6]

Foreningen i dvaletilstand

Efterhånden blev aktivitetsniveauet indskrænket. Talsmand Adel Sadek udtalte i februar 2009, at mange medlemmer havde forladt foreningen, fordi mange forbandt den særligt med Liberal Alliance og Naser Khader.[7] Flere steder anføres det, at foreningen ophørte med sit virke i 2008, således i bogen "Moskeer i Danmark II" fra 2017.[8][9] Foreningen er dog ikke formelt opløst, men er ifølge en udtalelse fra formanden Moustapha Kassem i 2011 gået i dvale. Den har indstillet kontingentopkrævningen og har ikke længere en hjemmeside. Man stillede sig ifølge Kassem dog fortsat til rådighed for journalister og betragtede sig i øvrigt som et netværk, der kan aktiveres i tilfælde af en krise.[10]

Referencer

  1. "Vedtægter for Demokratiske Muslimer i Danmark". Arkiveret fra originalen 30. september 2008. Hentet 1. maj 2009.
  2. "Ny formand for Demokratiske Muslimer. Artikel på kristeligt-dagblad.dk 26. februar 2007". Arkiveret fra originalen 12. marts 2020. Hentet 22. december 2017.
  3. Demokratiske Muslimer i opløsning, Information, 12. marts 2007.
  4. Demokratiske muslimer i opløsning (om støtteforeningen), TV2, 9. maj 2008.
  5. 'Demokratiske Muslimer' i opløsning Arkiveret 15. marts 2007 hos Wayback Machine, Politiken, 12. marts 2007
  6. "'Patriarkatets tid er omme'. Artikel på information.dk 6. juni 2007". Arkiveret fra originalen 23. december 2017. Hentet 22. december 2017.
  7. Naser Khaders ry bremser muslimsk forening Arkiveret 19. februar 2009 hos Wayback Machine, B.T., 16. februar 2009.
  8. "Kühle, L. og M. Larsen (2017): Moskeer i Danmark II: En ny kortlægning af danske moskeér og muslimske bedesteder. Aarhus Universitet. Citat fra bogen s. 26:"... mens andre organisationer, der blev oprettet under tegningekrisen, som Demokratiske Muslimer (2005-2008) og Kommiteen for Forsvaret af Profetens Ære, ikke længere eksisterer"". Arkiveret fra originalen 13. oktober 2019. Hentet 22. december 2017.
  9. "Breivik støttede Khaders Demokratiske Muslimer. Artikel på politiken.dk 25. juli 2011. Citat fra artiklen:"Bevægelsen, som Breivik henviser til, er 'Demokratiske Muslimer', der blev stiftet i kølvandet på Muhammed-krisen i 2005, og som havde Naser Khader i spidsen. Bevægelsen opløste sig selv i 2008."". Arkiveret fra originalen 22. december 2017. Hentet 22. december 2017.
  10. "De demokratiske muslimer – hvor blev de af? Trykkefrihedsselskabets hjemmeside, dateret 13. januar 2011". Arkiveret fra originalen 18. maj 2017. Hentet 22. december 2017.
This article is issued from Wikipedia. The text is licensed under Creative Commons - Attribution - Sharealike. Additional terms may apply for the media files.