Ebbe Brandstrup

Hans Ebbe Brandstrup (født 23. oktober 1898 i København[1], død 7. juli 1996)[2] var en dansk læge, dr.med. og professor i obstetrik.

Ebbe Brandstrup var søn af billedhugger Ludvig Brandstrup og Bertha Nancy Hirschsprung. Han blev student fra Frederiksberg Gymnasium i 1916 og tog medicinsk embedseksamen i 1925 fra Københavns Universitet.[1] Han blev dr.med. i 1930 på afhandlingen Om nogle Stoffers Overgang fra Moder til Foster[1] og virkede fra samme år som anden reservelæge på Rigshospitalets fødeafdeling. Senere blev han anden reservekirurg ved Københavns Amtssygehus i Gentofte og fik i 1934 anerkendelse som specialist i gynækologi og obstetrik.[1] Efter ansættelser i Sønderborg blev han underaccouchør ved Rigshospitalets fødeafdeling A i 1935, assisterende og indlæggende læge ved Sankt Lukas Stiftelsen i 1938 for i 1941 at blive professor ved Jordemoderskolen. Her var han til 1968, dog flygtede han til Sverige i årene 1943-1944[2], hvor han var professor ved Karolinska Sjukhuset i Stockholm og til England i 1944-1945, hvor han var lektor ved University of Bristrol og leder af Southmead Hospitals gynækologisk-obstetriske afdeling.[1]

Ved siden af sit forskningsmæssige og medicinske virke engagerede han sig også i andre sammenhænge. Han var eksempelvis medlem af Retslægerådet 1945-1969 og medlem af bestyrelsen for Mødrehjælpen.

Foruden at være ridder af Dannebrog blev han tildelt den britiske Medal for Service in the Cause of Freedom (en).[kilde mangler]

Han er begravet på Vestre Kirkegård i København.

Referencer

  1. "Kraks Blå Bog 1974". rosekamp.dk. Hentet 30. april 2024.
  2. "Our Family History". www.heilesen.dk. Hentet 30. april 2024.
This article is issued from Wikipedia. The text is licensed under Creative Commons - Attribution - Sharealike. Additional terms may apply for the media files.