Ejalet

Det tidlige osmanniske rige var inddelt i to dele omkring år 1365, det europæiske Rumelien og det asiatiske Anatolien, som var understillet hver sin bejlerbej.

Med erobringerne i 1500-tallet opstod behovet for en administrativ reform som indførte flere mindre enheder på provinsniveau.[1] Mod slutningen af 1500-tallet var udtrykket bejlerbejlik i praksis synonymt med eyalet.[2] I 1609 fandtes så totalt 32 ejaleter, hvoraf nogen i sin helhed var erobrede lande, og andre var resultatet af opdelinger af territorier.[1] I 1795 blev der gennemført endnu en administrativ reform som fastslog 28 provinser understillet hver sin vesir; men på grund af den decentraliserede statsform fortsatte bejlerbejene i praksis at regere flere territorier.

Gennem den såkaldte Vilajetlov af 1867 blev ejaleterne formelt afskaffede rundt om i riget, selv om det varede helt til 1884 inden dette var fuldbyrdet i praksis.[3][4] Den administrative omorganisering inddelte derefter riget i vilajet, med tydeligere ansvarsfordeling og administrativt hierarki.

Ejaleterne blev styrede af en provinsstatholder eller guvernør, kaldet vali.[4] Da indehaverne af mange guvernørembeder også havde titlen pasja, blev provinsene af europæerne ofte uofficielt kaldet pasjalikater.[5]

Ejaleterne var inddelte i mindre administrative enheder på distriktsniveau kaldet sandjaker.

• Andreas Birken: "Die Provinzen des Osmanischen Reiches" (Beihefte zum Tübinger Atlas des Vorderen Orients, bind 13; Reichert, Wiesbaden 1976; ISBN 9783920153568)
• Colin Imber: The Ottoman Empire, 1300-1650: The Structure of Power; 2002 Arkiveret 26. juli 2014 hos Wayback Machine
• Nordisk familjebok, 1800-talsutgåvan, bind 4 (1881); sp. 286-287 Arkiveret 29. juli 2017 hos Wayback Machine
• Selcuk Aksin Somel: The A to Z of the Ottoman Empire; Scarecrow Press 2010; Arkiveret 13. maj 2016 hos Wayback Machine ISBN 978-1-4617-3176-4