Emil Wiinblad
Eduard Emil Wiinblad (ved dåben: Windblad) (15. maj 1854 i København – 22. december 1935 samme sted) var en dansk chefredaktør, typograf og politiker.
| Emil Wiinblad | |
|---|---|
![]() | |
| Medlem af Landstinget | |
|
Embedsperiode 1. oktober 1928 – 30. september 1934 | |
| Efterfulgt af | Ludvig Hansen |
| Valgkreds | Landstingsvalgt |
| Medlem af Folketinget | |
|
Embedsperiode 26. april 1920 – 30. september 1928 | |
| Efterfulgt af | Sven Trier |
| Valgkreds | Østre Storkreds |
|
Embedsperiode 22. april 1918 – 21. april 1920 | |
| Valgkreds | Hovedstaden |
|
Embedsperiode 9. april 1895 – 22. april 1918 | |
| Foregående | Valgkredsen oprettet |
| Efterfulgt af | Valgkredsen nedlagt |
| Valgkreds | Københavns 12. valgkreds |
| Personlige detaljer | |
| Født |
15. maj 1854 København, Danmark |
| Død |
22. december 1935 (81 år) København, Danmark |
| Gravsted | Bispebjerg Kirkegård |
| Politisk parti | Socialdemokratiet |
| Børn |
Bjørn Wiinblad |
| Beskæftigelse |
Fagforeningsperson, avisredaktør, politiker |
|
Informationen kan være hentet fra Wikidata. | |
Familie og baggrund
Hans fader var en fattig skræddersvend indvandret fra Sverige, Bernt Eduard Olof Wiinblad (1833-80), og moderen var en syerske fra Nyboder, Amalie Kerstine Olsen. Han blev gift 7. marts 1880 med Olga Ludowica Kamilla Ludwig, født 5. november 1853 i København[1], og de fik 6 børn, heriblandt Eduard, der blev teateranmelder og kulturskribent, Georg, som blev forfatter og den yngste, Otto, der blev typograf og politiker i Landstinget som sin far. Otto blev fader til Bjørn Wiinblad.[2]
Emil Wiinblad blev udlært som typograf i 1873 og arbejdede en kort periode i London og derefter i Svendborg, hvor han blev formand for typografernes fagforening. Politisk var han fra 1871 blev aktiv i Internationale. Det fulgte derfor naturligt, at han i 1876 blev ansat ved Social-Demokraten – først som typograf, men efterhånden begyndte han at skrive til avisen. For at spare tid satte han sine artikler direkte fra sættekassen. Han blev avisens redaktør i 1881 og udviklede den fra at være en lille, agiterende avis med et smalt publikum til gennem en satsning på nyheds- såvel som opinionsstoffet at blive et organ for den danske arbejderbevægelse. Avisens tone blev i disse år skærpet, hvilket afstedkom at Wiinblad røg i fængsel for injurier i 1892 og 1894. Han fortsatte som avisens redaktør frem til 1911. Under hans ledelse voksede oplaget fra 2.000 til 60.000. Sammen med Alsing Andersen skrev han i 1921 Arbejderbevægelsens Historie.
Wiinblad var medlem af Folketinget 1895-1928 og af Landstinget fra 1928 til 1934.[3]
Han er begravet på Bispebjerg Kirkegård.
Kilder
- "Emil Wiinblad | Gyldendal - Den Store Danske". Arkiveret fra originalen 7. marts 2016. Hentet 19. januar 2013.
- "En familie af typografer og politikere | Bjørn Wiinblads Kunstnerhjem". Arkiveret fra originalen 26. januar 2013. Hentet 19. januar 2013.
- Emil Elberling; Victor Elberling (1950), Rigsdagens medlemmer gennem hundrede aar 1848-1948, vol. II, København, s. 267
