Den franske modstandsbevægelse

Den Franske modstandsbevægelse er den kollektive betegnelse om de franske modstandsbevægelser, som kæmpede mod den tyske besættelsesstyrke og dens samarbejdspartner i Vichy-regeringen under 2. verdenskrig. Modstandsbevægelsen bestod af små grupper med bevæbnede mænd og kvinder (maquis når de kommer fra landdistrikterne),[2][3] udgivere af illegale aviser og hjælpe allierede soldater med at flygte fra Frankrig. Modstandsbevægelsens folk kom fra alle lag i det franske samfund; lige fra den konservative romersk katolske og jøder til liberale, anarkister og kommunister.

Croix de Lorraine blev valgt af General Charles de Gaulle den franske modstandsbevægelse.[1]

Den franske modstandsbevægelse spillede en værdifuld rolle i De Allieredes hurtige fremrykning gennem Frankrig efter invasionen af Normandiet 6. juni 1944 og invasionen af Sydfrankrig 15. august . Det gjorde de ved at skaffe militære efterretninger om Atlantvolden, Wehrmachts stillinger og koordinering af sabotage på elmaster, transportveje og kommunikationslinjer.[4][5] Modstandsbevægelsen var politisk og moralsk vigtigt for Frankrig, både under besættelsen og i årtierne efter, som inspirerende eksempler i stærk kontrast til kollaboratørerne i Vichy-regeringen.[6][7]

Efter landgangen i Normandiet og Sydfrankrig blev modstandsbevægelsens styrker organiseret i grupper, der blev kendt som Forces Françaises de l'Intérieur (FFI) (indre franske styrker). FFI havde en styrke på ca. 100.000 mand i juni 1944, hvorefter organisationen voksede hurtigt og nåede en styrke på 400.000 mand i oktober samme år.[8] Selvom sammenslutningen i FFI til tider var belastet af store politiske forskelle, var FFI en succes og gjorde det muligt for Frankrig at genetablere en hær på 1,2 millioner mænd ved VE-dag i maj 1945.[9]