HMS Minotaur (1863)
Panserskibet HMS Minotaur indgik i en serie på tre skibe til den britiske flåde. Skibene var planlagt som 50-kanoners pansrede fregatter, en lidt forvirrende betegnelse i betragtning af, at de var langt større og kraftigere end de forudgående linjeskibe.
![]() Minotaur fotograferet omkring 1875 | |
| Klasse | |
| Type | Panserskib |
| Klasse | Minotaur |
| Søsterskibe | Agincourt, Northumberland |
| Historie | |
| Værft | Thames Iron Works, London |
| Påbegyndt | 12. september 1861 |
| Søsat | 12. december 1863 |
| Taget i brug | April 1867 |
| Udgået | Skoleskib 1893 |
| Skæbne | Solgt 1922 og ophugget |
| Tekniske data | |
| Deplacement | 10.600 t |
| Længde | 122,0 m |
| Bredde | 18,1 m |
| Dybgang | 8,5 m |
| Fremdrift |
Maskineri: 6.700 HK, 10 kedler, én skrue. Sejl: 5-mastet rigning. 1893: 3-mastet barkrigning |
| Fart | 14,3 knob |
| Rækkevidde | (750 t kul) |
| Panser | 140 mm (max) sidepanser af jern |
| Besætning | 800 |
| Artilleri |
4 styk 22,9 cm forladere 24 styk 17,8 cm forladere 8 styk 24 pund glatløbede 1875: 17 styk 22,9 cm forladere 2 styk 20 pund glatløbede 1883: 15 styk 22,9 cm forladere 2 styk 15,2 cm bagladere 2 styk 20 pund glatløbede |
Imidlertid holdt Royal Navy stadig fast i, at et skib med kun ét kanondæk måtte være en fregat, selv om Minotaur-klassen de første 10 år af deres levetid var de største krigsskibe i verden.
De tre søsterskibe var let genkendelige med deres 5-mastede rigning, men på trods af de mange master var de ret dårlige sejlere, og kunne højst præstere 9,5-10 knob.
De var designede med den forudsætning, at de skulle være de bedst armerede, bedst pansrede og hurtigste krigsskibe i verden, men på grund af den lange byggeperiode var de allerede ved at blive overhalet af nye skibe, da de var færdige.
Minotaur var egentlig færdigbygget i 1865, men der blev brugt halvandet år på at eksperimentere med artilleri og rigning, før skibet indgik i aktiv tjeneste.
Navnet Minotaur henviser til et væsen fra den græske mytologi, og skibet var det tredje af fem skibe i Royal Navy med dette navn.
Tjeneste
Minotaur blev ved afleveringen i 1867 flagskib for Kanalflåden, og denne prestigefulde post beholdt det i 18 år, frem til 1887, kun afbrudt af eftersyn 1873-75.
I perioden 1887-93 lå det i reserve ved Portsmouth, og i 1893 blev det skoleskib i Portland og fik navnet Boscaven II.
I 1905 kom det til Harwich som skoleskib med navnet Ganges.
Skibet blev solgt i 1922 og ophugget.
