Horizon-klassen

Horizon-klassen; (Italien: Orrizonte-klassen)
	Den franske destroyer FS Forbin (D620) under operation Enduring Freedom
Klasseoversigt
Type	Destroyer
Bruger(e)	Den Franske flåde; Marina Militare
Planlagte enheder	6
Byggede enheder	4
Annullerede enheder	2
Operative enheder	4
Tekniske data
Deplacement	7.050 tons
Længde	152,87 meter
Bredde	20,30 meter
Dybgang	5,40 meter
Fremdrift	2× GE/Avio General Electric LM2500 gasturbine; 2× SEMT Pielstick 12 PA6 STC dieselmotor; 1× bovpropel
Fart	29 knob (gasturbiner); 18 knob (dieselmotor)
Rækkevidde	7.000 sømil (ved 18 knob); 3.500 sømil (ved 25 knob)
Udholdenhed	45 dage
Besætning	210-250 mand
Sensorpakke	1× Selex EMPAR multifunktionsradar; 1× S1850M luftvarslingsradar; 1× ECM-system; 1× Selex NA 25 ildledelsesradar (Italien 2 styk); 1× Thales UMS 4110 CL sonar
Soft kill-udstyr	2× SCLAR-H missilvildledningssystem; 2x SLAT torpedovildledningssystem
Artilleri	2× Otobreda 76 mm Super Rapido kanon (Italien: 3 stk.)
Småvåben	2× 20 mm modèle F2 maskinkanon (Frankrig); 2× KBA Oerlikon 25 mm maskinkanon (Italien)
Missiler	8× Exocet MM40 (Frankrig); 8× TESEO Mk-2/A (Italien); 32× Aster 30; 16× Aster 15; 6× Sadral SAM (kun Frankrig)
Torpedoer	2× dobbelte MU90 torpedorør
Fly	1× NH90 (Frankrig); 1× AW-101 (Italien)
Flyfaciliteter	Hangar samt Helikopterdæk

Horizon-klassen (Italiensk: Orizzonte-klassen) er resultatet af et europæisk samarbejde om at skabe en ny generation af luftforsvarsfregatter. Samarbejdet bestod oprindeligt af Storbritannien, Frankrig og Italien. Storbritannien forlod senere samarbejdet på grund af andre behov til skibenes funktioner.

Historie

Frankrig, Italien og Storbritannien fremsatte i 1992, efter NFR90-projektet (NATO Frigate Replacement) kuldsejlede, endnu engang et ønske om et multinationalt samarbejde om en ny fregatklasse. Dette ønske resulterede i Horizon-klassen samt PAAMS (Principal Anti Air Missile System.

Problemerne opstod allerede fra begyndelsen: Det største problem var landenes forskellige behov og krav: Frankrig ønskede en destroyer hvis primære opgave skulle være at eskorte af Frankrigs eneste hangarskib Charles De Gaulle og derfor ikke behøvede ikke langtrækkende forsvarssystemer, da dette ville blive varetaget af fly fra hangarskibet. Italien ønskede heller ikke langtrækkende systemer da skibenes primære operationsområde vil blive Middelhavet eller som eskorte for det italienske hangarskib Cavour, hvor italienske fly kunne udøve det langtrækkende forsvar. Royal Navy, behøvede på den anden hånd mere kapable enheder som kunne varetage luftforsvaret i et større område, eksempelvis over en større flådestyrke der opererer i fjendtligt farvand. Situationen endte med et kompromis, hvor man konstruerede et standard interface, som tillod Frankrig og Italien at installere en EMPAR-multifunktionsradar og briterne at installere den noget kraftigere SAMPSON-radar. SAMPSON radaren har en større dataoverførselskapacitet og bedre beam forming hvilket gør radaren i stand til at følge endnu flere mål, forbedret afstand samt forbedret nøjagtighed.[1]

I 1995 blev et joint venture selskab sammensat af de tre landes største selskaber: DCN (Frankrig), GEC-Marconi (UK) samt Orizzonte (Italien). I perioden 1995-1996 betød adskillige uoverensstemmelser, skiftende krav fra landendes flåder samt udviklingsproblemer at projektet kom til at lide under store forsinkelser.

I starten af 1997 opstod endnu en uoverensstemmelse mellem parterne, denne gang om valget af Vertical Launch System (VLS) til MBDA Aster missilerne. Frankrig og Italien anså det europæisk producerede SYLVER-system, mens Storbritannien anså det amerikanske Mk.41 affyringssystem, som er i stand til at affyre Tomahawk-krydsermissil som det rigtige valg. Uoverensstemmelsen blev først løst, da PAAMS udviklingsholdet valgte SYLVER-systemet.

Storbritannien trækker sig

Den 26. april 1999 blev det udmeldt fra Storbritannien at man ville trække sig ud af projektet for at kunne søge sit eget design. Financial Times opsummerede uoverensstemmelserne mellem landene; Storbritannien ønskede en stor destroyer, som kunne være i stand til at patruljere store områder, såsom Atlanterhavet, hvorimod Frankrig ønskede et mindre fartøj der skulle beskytte et hangarskib og Italien som ønskede at bruge skibene i Middelhavet. Storbritannien ønskede også at være i stand til at udføre "områdeforsvar", at kunne være i stand til at beskytte et større antal skibe i stedet for bare at kunne forsvare sig mod missiler der kommer mod skibets generelle retning. Til sidst var der Storbritanniens ønske om at se Marconi som hovedentreprenøren på projektet. Dette blev accepteret af Frankrig, men kun hvis franske DCN blev givet kontrakten til kampinformationssystemet. I Storbritannien ønskede man dog at BAE fik denne kontrakt og ville ikke acceptere det franske kompromisforslag.[2]

Et rent fransk-italiensk projekt

Frankrig og Italien fortsatte samarbejdet efter Storbritanniens udtrækning og endte med at bestille to skibe hver. Det første skib i Horizon-klassen, Forbin, blev søsat den 10. marts 2005.

Marine Nationale bestilte to skibe (Forbin og Chevalier Paul). Yderligere to skibe skulle efter planen anskaffes til at erstatte Cassard-klassen, men blev i stedet erstattet af to skibe af FREMM-klassen i luftforsvarsversionen.

Marina Militare bestilte to skibe; Andrea Doria og Caio Duilio, som skulle erstatte de aldrende destroyere Audace og Ardito.

Galleri

FS Forbin (D620)
ITS Andrea Doria (D553)
FS Forbin (D620) sammen med Eisenhower Carrier Strike Group (CSG)
ITS Caio Duilio (D554)

Skibe i klassen

Pnt.	Navn	Kølen lagt	Søsat	Indgået	Skæbne	Kaldesignal
Frankrig
D620	Forbin	4. april 2002	10. marts 2005	19. december 2008	I tjeneste	FBFN
D621	Chevalier Paul	23. oktober 2003	12. juli 2006	December 20009	I tjeneste	FCPL
Italien
D553	Andrea Doria	19. juli 2002	14. oktober 2005	22. december 2007	I tjeneste	IADO
D554	Caio Duilio	September 2003	23. oktober 2007	3. april 2009	I tjeneste	IADU

Referencer

Dranidis, Dimitris V. (maj 2003). "Backboards of the fleet: shipboard phased-array radars; a survey of requirements, technologies, and operational systems". Journal of Electronic Defense. 26 (5): 55. {{cite journal}}: |access-date= kræver at |url= også er angivet (hjælp)
Nicoll, Alexander (1999-04-27). "National differences scupper frigate project". Financial Times. {{cite news}}: |access-date= kræver at |url= også er angivet (hjælp)

Eksterne links

Wikimedia Commons har flere filer relateret til Horizon-klassen
Marine Nationale (fransk)
Marina Militare (engelsk)
digilander.libero.it (engelsk)
Globalsecurity.org (engelsk)
Naval-technology (engelsk)
Le portail des sous-marins (fransk)
ACP113 (AG) (Webside ikke længere tilgængelig) (engelsk)

This article is issued from Wikipedia. The text is licensed under Creative Commons - Attribution - Sharealike. Additional terms may apply for the media files.

[1] Dranidis, Dimitris V. (maj 2003). "Backboards of the fleet: shipboard phased-array radars; a survey of requirements, technologies, and operational systems". Journal of Electronic Defense. 26 (5): 55. {{cite journal}}: |access-date= kræver at |url= også er angivet (hjælp)

[2] Nicoll, Alexander (1999-04-27). "National differences scupper frigate project". Financial Times. {{cite news}}: |access-date= kræver at |url= også er angivet (hjælp)