Hulda Lütken

Hulda Dagny Lütken, født 5. oktober 1896 i Elling sogn, død 9. juli 1946 smst., var en dansk forfatter og digter. Hun var søster til forfatteren Povline Lütken (1893-1977).

Hulda Lütken var datter af skolelærer Jens Peter Lütken (1859-1919) og dennes hustru Anna Nielsine Martine Nielsen (1869-1955). Hun voksede op på Holmen skole, hvor faderen underviste, og hun gennemgik sin egen skolegang der.[1] Efter at have gået på husholdningsskole vendte hun tilbage til familien, for her at hjælpe faderen med at drive skolen. [1] Omkring samme tid begyndte hun at skrive digte og fik flere af dem trykt i lokale dagblade. Hun blev første gang publiceret med digtet Havfruen 1915 i Vendsyssel Tidende.[2] Hun giftede sig i 1917 med Jens Kristian Jensen, med hvilken hun havde fået sønnen Poul (født 1916). Ægteskabet blev opløst i 1923 og barnet voksede op hos faderen.[3] Hun levede i en periode sammen med kunstmaleren Jul Jacobsen og flyttede sidenhen flyttede til København for at udvikle sin forfatterkarriere. Her tilhørte hun en overgang kredsen omkring digteren Tom Kristensen.[3]

Lütken debuterede i bogform med digtsamlingen Lys og Skygge 1927, inspireret af senromantikken. To år senere udgav hun sin første roman, Degnens Hus, med udgangspunkt i hendes egen opvækst. I digtsamlingerne Sjælens Have (1931), Lænken (1932) og Elskovs Rose (1934) fornemmes inspiration fra Edith Södergran og Karin Boye.[3] I romanerne Lokesæd (1931) og De Uansvarlige (1933) vender hun sig mod realismen i skildringerne af bøgernes personer. I romanen Mennesket paa Lerfødder. Bogen om en Sjæl (1943) skildres et oprør med forfatterens selv sig, hvilket kommer til udtryk i spørgsmålet: “Kanske er jeg en Kvinde med en Mands Sjæl?”.[3]