Jørgen Mandix
Jørgen Mandix (født 15. januar 1759 i København, død 8. august 1835 i Christiania) var en danskfødt norsk jurist. Han var bror til Jacob Mandix.
| Jørgen Mandix | |
|---|---|
|
| |
| Personlig information | |
| Født |
15. januar 1759 København, Danmark |
| Død |
8. august 1835 (76 år) Christiania, Norge |
| Søskende |
Jacob Mandix |
| Uddannelse og virke | |
| Medlem af |
Det Kongelige Norske Videnskabers Selskab |
| Beskæftigelse |
Dommer |
| Arbejdssted |
Christiania |
| Nomineringer og priser | |
| Udmærkelser |
Kommandør af Nordstjerneordenen |
|
Information med symbolet | |
Han blev student 1776 fra Metropolitanskolen og juridisk kandidat 1782. Samme år blev han kancellisekretær, 1783 kopist, 1792 registrator og samme år kancellist i Danske Kancelli, hvorpå han 1796 udnævntes til borgmester og byfoged i Slagelse og herredsfoged i Løve Herred. I 1805 forflyttedes han til Trondhjem som 2. assessor i den derværende Stiftsoverret, og fra nu af tilhørte hans virksomhed Norge. Han blev 1807 medlem af Kommissionen ang. Trondhjems Vaisenhus og Skole, 1810 assessor i Priseretten for Trondhjem Stift og 1814 konstitueret stiftamtmand over Trondhjem Stift.
Ved organisationen af den norske Højesteret i 1814 blev han udnævnt til assessor i denne ret. Da Christian Magnus Falsen døde 1830, blev Mandix som rettens ældste assessor 1831 udnævnt til dens justitiarius. I denne stilling forblev han til 13. april 1835, da han tog afsked. Hans forfattervirksomhed er ubetydelig. Som medlem af Højesteret deltog han i Rigsretterne 1815, 1821 og 1827. Han var medlem af Det Kongelige Norske Videnskabers Selskab i Trondhjem. Han blev 7. september 1818 Ridder af Nordstjerneordenen og 28. januar 1832 Kommandør af samme orden.
Kilder
- Mandix, Jørgen i Dansk Biografisk Leksikon (1. udgave, bind 11, 1897), forfattet af Yngvar Nielsen
- Jørgen Mandix' biografi i Danske Jurister 1736-1936, s. 86-87. s. 132.
