Jean-François Marmontel

Jean-François Marmontel (født 11. juli 1723, død 31. december 1799) var en fransk historiker, encyklopædist og forfatter.

For alternative betydninger, se Marmontel. (Se også artikler, som begynder med Marmontel)

Jean-François Marmontel
Personlig information
Født	11. juli 1723 Bort-les-Orgues, Frankrig
Død	31. december 1799 (76 år) Saint-Aubin-sur-Gaillon, Frankrig
Dødsårsag	Apopleksi
Gravsted	Saint-Aubin-sur-Gaillon
Nationalitet	Fransk
Far	Martin Marmontel
Mor	Marianne Gourdes
Søskende	Anne Marmontel, Marie-Jeanne Marmontel, Antoinette Marmontel, Jean Marmontel, Antoine Marmontel, Jeanne Marmontel
Familie	Antoine-François Marmontel
Uddannelse og virke
Medlem af	Académie française (1763-1799), Académie des sciences, belles-lettres et arts de Rouen
Beskæftigelse	Journalist, historiker, dramatiker, forfatter, litteraturkritiker, filosof, digter, romanforfatter, encyklopædist, librettist med flere
Arbejdsgiver	Bâtiments du Roi (fra 1753)
Arbejdssted	Paris
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Marmontel blev født af fattige forældre i Bort-les-Orgues, Corrèze. Efter at have læst hos en af Jesuiterordenens skoler i Mauriac, Cantal, underviste han som lærer på deres skoler i Clermont og Toulouse. Efter Voltaires råd rejste han i 1745 til Paris for at prøve lykken som forfatter. Mellem 1748 og 1753 skrev han en lang række tragedier (Denys le Tyran (1748); Aristomene (1749); Cleopâtre (1750); Heraclides (1752); Egyptus (1753)), som dog kun opnåede moderat succes på scenen, men som sikrede ham optagelse i Paris' fashionable litterære kredse.

Han skrev en del artikler til Denis Diderots Encyclopédie der viste stor kritisk indsigt. Artiklerne blev samlet og udgivet i et selvstændigt værk med titlen Eléments de Littérature, der stadig regnes for en klassiker i fransk litteratur. Han skrev også adskillige humoristiske operaer, af hvilken de to bedste er Sylvain (1770) og Zémire et Azore (1771). I kontroversen mellem Christoph Willibald Gluck og Niccolò Piccinni var han en ivrig forkæmper for Piccinni, med hvem han samarbejdede om værkerne Didon (1783) og Penelope (1785).