Joachim von Sandrart

Joachim von Sandrart (født 12. maj 1606 i Frankfurt am Main, død 14 oktober 1688 i Nürnberg) var en tysk maler og kunsthistoriker.

Joachim von Sandrart
Personlig information
Kæle/øgenavn	Der Gemeinnützige
Født	12. maj 1606, 1608 Frankfurt am Main, Hessen, Tyskland
Død	14. oktober 1688, 1688 Nürnberg, Bayern, Tyskland
Gravsted	Johannisfriedhof
Nationalitet	Tysk
Far	Lorenz von Sandrart
Mor	Antoniette de Bodeau
Ægtefæller	Esther Barbara Bloemart (fra 1672), Johanna von Milkau[1]
Familie	Jakob von Sandrart (nevø)
Uddannelse og virke
Elev af	Daniel Soreau, Aegidius Sadeler, Peter Isselburg, Gerrit van Honthorst
Medlem af	Accademia di San Luca, Bentvueghels, Det Frugtbringende Selskab
Beskæftigelse	Kunstmaler, gravør, kobberstikker, kunstteoretiker, kunsthistoriker, gravør, oversætter, lærer
Arbejdssted	Frankfurt am Main, Nürnberg, Rom, Amsterdam
Elever	Jakob von Sandrart, Matthäus, the younger Merian
Kendte værker	Teutsche Academie der Edlen Bau- Bild- und Mahlerey-Künste, Pieter Cornelisz Hooft (1581-1647). Borgmester af Muiden, historiker og digter, Odysseus og Nausikaä
Genre	Portræt
Bevægelse	Barokken
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Joachim von Sandrart, November, 1643, Slottet Schleißheim, München.

Sandrart var elev af kobberstikkeren Aegidius Sadeler i Prag; denne rådede ham til at blive maler, og Sandrart drog til Utrecht og gik i lære hos Gerard van Honthorst. Efter talrige rejser viden om og et ophold i Italien, hvor han allerede vandt ry og arbejdede for paven, vendte han 1635 tilbage fra Italien til sin fødeby, derefter opholdt han sig i længere tid i Amsterdam, endvidere på sit gods Stockau ved Ingolstadt, og gentagne gange i Nürnberg, hvor han fra 1674 levede til sin død, og hvis nystiftede akademi han omfattede med varm interesse. Sandrarts hovedværk må være hans store portrætbillede Gesandternes festmåltid, som han malede i 1649 i rådhuset i Nürnberg til minde om den westfalske fred året før. Hans ry var i samtiden overordentlig stort, og han modtog fra de højeste personer alle mulige udmærkelser. Nu er det dog ikke hans billeder, der bevarer hans navn, men derimod hans store kunsthistoriske værk: Teutsche Academie der edlen Bau-Bild und Mahlerey-Künste, Nürnberg, 1675, der er et hovedværk i kunsthistorien, idet det indeholder en mængde stof, som han har samlet på sine mange rejser, der bragte ham i personlig forbindelse med talrige kunstnere.