Johan Alfred Bornemann
Johan Alfred Bornemann (født 17. januar 1813 i København[1], død 4. maj 1890 sammesteds[2]) var en dansk teolog.[1] Han var søn af Mathias Hastrup Bornemann.[1]
| Johan Alfred Bornemann | |
|---|---|
| Født |
17. januar 1813 København, Danmark |
| Død |
4. maj 1890 (77 år) København, Danmark |
| Far | Mathias Hastrup Bornemann |
| Uddannelse og virke | |
| Beskæftigelse |
Teolog  |
| Arbejdsgiver |
Københavns Universitet |
|
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Liv og gerning
Bornemann blev student fra Metropolitanskolen i 1830[1], blev cand.theol. i 1836[1] og lic.theol. i 1840 på en afhandling om Anselm og Abailard.[1] Han foretog derefter en offentlig understøttet udenlandsrejse[1] og efter sin hjemkomst blev han ansat som konstitueret lektor i moral ved Sorø Akademi.[1] Han forblev i denne stilling frem til 1849.[2]
I 1854 efterfulgte Bornemann Martensens som teologisk professor.[2] Han blev imidlertid mødt med forudfattet modvilje og studenterne var imod hans spekulative teologiske retning, hvilket førte til, at der udnævntes en docent, C.H. Scharling, til at dublere hans fag.[2] Dette bevirkede, at han i 1870 nedlagde sit embede.[2]
Litteratur
- Bornemann, Johan Alfred i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1915), forfattet af L. Moltesen
- Bornemann, Johan Alfred i Dansk Biografisk Leksikon (1. udgave, bind 2, 1888), forfattet af Fr. Nielsen