Julen har bragt velsignet bud
Julen har bragt velsignet bud er en dansk julesalme med tekst af B.S. Ingemann fra 1839 og med melodi af C.E.F. Weyse.
| Julen har bragt velsignet bud | |
|---|---|
![]() | |
| Genre | Julesalme |
| Tekst skrevet | 1839 |
| Melodi skrevet | 1841 |
| Salmenummer | Nr 119 |
| Forfatter | B.S. Ingemann |
| Komponist | C.E.F. Weyse |
|
Informationen kan være hentet fra Wikidata. | |
Julesalmen blev skrevet til præstefamilien Fenger i Lynge præstegård syd for Sorø, hvor Ingemann selv boede. Ingemann beskriver i salmen, hvordan børnene i præstegården oplevede julen og juleevangeliet.[1]. Poul Dam har kaldt Julen har bragt velsignet bud en "juletræssalme" og set den i parallel til Grundtvigs Jule-Aften! Du er skjøn fra 1838.[2] Hos Ingemann hedder det "Grenen fra livets træ står skønt / med lys som fugle på kviste", mens Grundtvig skriver "Livets træ med lys i top / vokste i Guds have op".
Salmen blev oprindeligt kaldt “Børnenes Julesang”, men blev sandsynligvis ikke regnet for en salme oprindeligt.[3]
Salmen kom med i Psalmebog til Kirke og Huus-Andagt (Roskilde Konvents Salmebog) i 1855.[4] I Den Danske Salmebog 2003 har den nr. 119.
Historie
I slutningen af 1839 modtog Ingemann en henvendelse fra sin gode ven og sognepræst Ferdinand Fenger i Lynge ved Sorø. Her blev Ingemann opfordret til at skrive et juledigt til familiens børn, efter han to gange før havde skrevet digte til Fenger-familien.[5] Udgangspunktet for juledigtet var derfor ikke tænkt til kirkebrug, men det siges, at Ingemann havde familiens børn og sognegården for øje. Salmen blev efterfølgende alligevel optaget i en salmebog, mens han levede, og herefter brugt til gudstjenester. Ingemann blev efterfølgende mødt med en del kritik.[6]
Salmen blev trykt i “Trestemmige Sang til Brug ved Skoleundervisningen” i 1841 og har haft en stor plads i datidens skolesangsrepertoire ligesom mange andre af hans sange og salmer.[7]
Melodi
Melodien til Julen har bragt velsignet bud er skrevet af C.E.F. Weyse i 1841. Oprindeligt er salmen skrevet i 6 vers, men Weyse binder med sin melodi disse sammen to og to. Julesalmen består derfor af tre strofer.[8]
I Koralbogen fra 2003 er melodien noteret i Eb-dur. Salmen spænder en none fra bb1 til c2 og taktarten er 6/8. Salmens meloditoner holder sig inden for den diatoniske skala.
Noter
- Marstal, I. (2000) "Julesangbogen" Wilhelm Hansen AS, Copenhagen
- Poul Dam (1993). "Juletræet og grundtvigianerne". Folk og kultur. 22 (1).
- Dahn, Helge. 1968. Salmehåndbog: En gennemgang af Den danske Salmebog. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.
- Psalmebog til Kirke= og huus=Andagt. Kjøbenhavn. Paa det Kongl. Vaisenhuses Forlag. Eksemplar trykt i 1869.
- http://www.folkekirken.dk/om-troen/salmer/julen-har-bragt-velsignet-bud
- A. Malling, Dansk salmehistorie, bind 3, s. 103, J. H. Schultz Forlag, København 1963
- https://www.kristendom.dk/jul/historien-om-en-salme-julen-har-bragt-velsignet-bud
- Marstal 2000
Eksterne henvisninger
- Julen har bragt velsignet bud i Den Danske Salmebog (nr. 119)
