K Line
Kawasaki Kisen Kaisha, Ltd. (川崎汽船株式会社 Kawasaki Kisen Kabushiki-gaisha), også kaldet "K" Line eller KKK, er en stor japansk shippingvirksomhed der flytter primært japansk gods over hele verden.
| K Line | |
|---|---|
![]() | |
| Virksomhedsinformation | |
| Selskabsform |
Kabushiki gaisha |
| Branche |
Søfart |
| Grundlagt |
5. april 1919 |
| Grundlægger |
Kōjirō Matsukata[1] |
| Hovedsæde |
Iino Building[2], Japan |
| Organisation | |
| Datterselskab |
K Line Offshore |
| Eksterne henvisninger | |
|
Virksomhedens hjemmeside | |
|
Information med symbolet | |
-2005.jpg.webp)
K Line ejer og administrerer mange fragtskibe, heriblandt bulk carriers, containerskibe, tankskibe (også gastankere) og RoRo-færger.
Firmaet er den tiendestørste shippingvirksomhed i verden [kilde mangler].
Historie
1919-1937
"K" Line (opkaldt efter tre K'er i initialerne) blev dannet da Kojiro Matsukata slog Kawasaki Kisen, Kawasaki Zosen og Kokusai Kisen sammen i et joint management for at danne en stærk handelsflåde på 40 til 50 skibe, der skulle sevicere Atlanten, Nord- og Sydamerika, Afrika samt Middelhavet og Østersøen. Ifølge Lloyds var firmaet nummer 13 på verdensranglisten i 1926, mellem NYK Line (9.) og O.S.K. (nu Mitsui O.S.K. Lines) (14.).
1938-1945
I løbet af anden verdenskrig mistede Kawasaki Kisen 56 ud af 68 fartøjer.
1946-1961
I denne periode gik firmaet tilbage til primært at bygge og administrere skibe, mens man genopbyggede hovedkontorer rundt om i verden. Indtægterne øgedes igen, og man tog flere skridt for at genopbygge firmaets styrke.
1962-1967
Efter sammenlægning med Iino Kisen forøgedes formuen med 9 milliarder yen, og den samlede flåde bestod af 104 skibe, hvoraf 55 var ejet af K Line. Denne sammenlægning gav K Line et solidt fundament for dynamiske fremtidsplaner, både som et af verdens største shipping-firmaer og som en velafbalanceret integreret organisation.
Eksterne henvisninger
- Kawasaki Kisen Kaisha, Ltd. Arkiveret 21. februar 2009 hos Wayback Machine
- "K" Line America
- "K" Line (Singapore) Pte Ltd. Arkiveret 4. april 2008 hos Wayback Machine
