Lockheed SR-71 Blackbird

Lockheed SR-71 Blackbird var et avanceret, langtrækkende, strategisk rekognosceringsfly, der kunne flyve Mach 3,2 og udviklet fra flytyperne Lockheed A-12 og YF-12A fly fra Lockheeds Skunk Works. SR-71 blev uofficielt kaldet Blackbird, men havde flere øgenavne. Flyet kaldtes også Lady in black, og Habu, efter en art af hugorm på øen Okinawa[1]. Clarence Johnson var ansvarlig for mange af flydesignets innovative koncepter.[2]. Flyet var opbygget af 85 % titan pga. friktionsvarmen.

Lockheed SR-71 Blackbird
SR-71B skoleudgaven
Beskrivelse
Type	Spionfly
Besætning	1-2
Jomfruflyvning	1964
Fabrikant	Lockheed
Brugere	CIA, USAF, NASA
Dimensioner
Længde	32,74 m
Spændvidde	16,94 m
Højde	5,64 m
Vingeareal	170 m²
Tomvægt	30,6 t
Maksimal startvægt	78 t
Motor	2×Pratt & Whitney J-58 turbojet/ramjet
Motorydelse	145 kN pr. stk.
Tophastighed	Mach 3,2
Ydeevne
Rækkevidde	5400 km
Stigeevne	60 m/s

Et af flyets defensive træk var den høje hastighed og flyvehøjde. Blev den angrebet af et jord til luft-missil, var flyets undvigemanøvre, simpelthen at accelerere. SR-71 flyene var i tjeneste fra 1966 til 1998, hvor 12 af disse 32 fly, blev ødelagt i ulykker, men ingen gik tabt pga. fjendtlig handling.[3] Flyet satte en række hastigheds- og højderekorder i 1970'erne[1].Den 1. september 1974, fløj SR-71 fra New York til London på 1 time, 54 minutter, 56 sekunder, og slog derved den tidligere trans-atlantiske hastighedsrekord med næsten tre timer. Det samme fly vendte tilbage til USA, den 13. september 1974, og satte endnu en hastighedsrekord på 3 timer, 47 minutter, 36 sekunder for de 8.790 km fra London til Los Angeles. Under denne tur fløj det hurtigere end Jordens rotation, og landede ca. 4 timer, før det tidspunkt på dagen, det lettede på.[2]

Oversigt af SR-71.