Elektricitetsnetspænding

Før 1985 havde man 240/415 V som nominelle spændinger i Storbritannien og 220/380 V andre steder i Europa, herunder Danmark. Man ønskede at standardisere de nominelle spændinger, så de kunne blive ens i hele EU.^{[kilde mangler]}

De nominelle spændinger bliver af produktions- og distributionshensyn sjældent holdt helt nøjagtige, og derfor er der til den nominelle spænding tilknyttet en tilladt afvigelse, den såkaldte toleranceafvigelse.^{[kilde mangler]} Toleranceafvigelsen var før 1985 symmetrisk omkring den nominelle spænding, og i praksis var afvigelser på 10 til 15 procent almindelige.^{[kilde mangler]}

Spændingen 230 V lå inden for begge områders tolerancegrænser, så for at gøre de nominelle spændinger ens valgte man at justere den nominelle spænding 10 V ned i Storbritannien og 10 V op i det øvrige Europa og så lave asymmetriske tolerancegrænser. De nominelle tofasespændinger 380 V og 415 V blev til 400 V. Ændringen skete i EU-regi med den harmoniserede standard HD 472 S1, Nominelle spændinger til offentligt lavspændings-elforsyningssystem. Denne blev vedtaget i 1985 og implementeret i Europa over 20 år.^{[kilde mangler]} I Danmark blev den implementeret i 1993 med den asymmetriske tolerancegrænse +6%/-10%.[1]

Fra 2008 blev tolerancen på den leverede spænding ændret til 230 V ±10 % og dermed gjort symmetrisk igen; det skete med standarden DS/EN 60038, CENELEC-standardspændinger.[1] Det vil sige at fasespændingen i forsy­nings­punktet nu kan ligge i intervallet 207 V til 253 V.[1]