Michael Ehrenreich

Michael Ehrenreich (født 9. februar 1954 i Gentofte) er en dansk journalist og kammerherre, forhenværende hofmarskal, forhenværende redaktørBerlingske og Kristeligt Dagblad, samt forhenværende direktør i Det Udenrigspolitiske Selskab.[1][2]

Michael Ehrenreich
Hofmarskal
Embedsperiode
15. februar 2015  31. marts 2021
Monark Margrethe 2.
Foregående Ove Ullerup
Efterfulgt af Kim Kristensen
Personlige detaljer
Født 9. februar 1954 (70 år)
Gentofte, Danmark
Statsborger­skab Danmark Danmark
Uddannelses­sted Gentofte HF
Danmarks Journalisthøjskole
Beskæftigelse Hofperson, journalist Rediger på Wikidata
Arbejdsgiver Kristeligt Dagblad (2003-2012), Berlingske (1982-2003) Rediger på Wikidata
Udmærkelser Storkors af Dannebrogordenen (2021) Rediger på Wikidata
Informationen kan være hentet fra Wikidata.

Biografi

Michael Ehrenreich blev samfundsfaglig student fra Gentofte Statsskole i 1973 og senere journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1979 med praktikplads på Fyens Stiftstidende. Umiddelbart efter eksamen fra journalisthøjskolen blev han politisk medarbejder på Fyens Stiftstidende med redaktion på Christiansborg. I 1982 kom han til en tilsvarende stilling på Berlingske Tidende. I 1984 skiftede han til udenrigsjournalistikken, først som avisens korrespondent i London 1984-88 og siden i Washington 1988-93. Han vendte hjem til hovedredaktionen i København, og efter en kort periode som medarbejder for international økonomi gik han ind i redaktionel ledelse. Han blev i foråret 1993 redaktionschef og udlandsredaktør samt lederskribent og columnist. I 1997 blev han medlem af chefredaktionen, men fortsatte som udlandsredaktør. I 2001 blev han chefredaktør. Han stoppede på avisen i 2003 for at blive medredaktør på Kristeligt Dagblad. I 2013 forlod Michael Ehrenreich Kristeligt Dagblad for at tiltræde stillingen som direktør i Det Udenrigspolitiske Selskab.

Han anvendes ofte som udenrigspolitisk kommentator i medierne og holder mange foredrag om udenrigspolitik og internationale forhold. Han er forfatter til bogen "Hillary - en amerikansk historie".

Ehrenreich afløste 15. februar 2015 Ove Ullerup som hofmarskal[3] og blev i marts 2021 selv afløst af Kim Kristensen[4].

Ehrenreich blev i marts 2021 tildelt storkorset af Dannebrogordenen.[5]

Eksterne henvisninger

  1. Michael Ehrenreich, Den Store Danske Encyklopædi, hentet 22. marts 2021
  2. Mads Kastrup (24. november 2014), Ny hofmarskal Ehrenreich: En aristokrat finder hjem, Berlingske, hentet 22. marts 2021
  3. Ny hofmarskal Ehrenreich: En aristokrat finder hjem Mads Kastrup på berlingske.dk 24. november 2014
  4. Dronningen udpeger ny hofmarskal Mark Lindved Norup på dr.dk 22. marts 2021
  5. "Modtagere af danske dekorationer". Kongehuset. Hentet 30. april 2024.
This article is issued from Wikipedia. The text is licensed under Creative Commons - Attribution - Sharealike. Additional terms may apply for the media files.