Odder-Hov-banen
Odder-Hov-banen var en dansk jernbanestrækning, som privatbaneselskabet Hads-Ning Herreders Jernbane oprettede samtidig med Odderbanen, der efter nedlæggelsen af Odder-Hov strækningen fortsatte med at køre mellem Aarhus H og Odder og 9. december 2012 indgik i Aarhus Nærbane sammen med Grenaabanen.


Historie
Odderkredsens folketingsmedlem Geert Winther stillede i 1880 forslag om en jernbane fra Aarhus til Odder og videre til Ørting, hvorfra den kunne forlænges til Gyllingnæs eller Hov, hvis der fra et af de steder blev etableret en færgerute til Sjælland. Hofjægermesteren på Rathlousdal, Emil von Holstein-Rathlou, begyndte i vinteren 1881 at bygge havn i Hov og ville tegne mange aktier i banen, hvis den kom til Hov. Så Geert Winthers forslag blev ændret til en linjeføring Aarhus-Odder-Hov, som blev vedtaget 9. maj 1882.
Strækningsdata
Standsningssteder
(Km er fra Aarhus H)
- Odder station i km 26,5. Togene kørte til/fra Aarhus H ad Odderbanen – desuden forbindelse med Horsens-Odder Jernbane.
- Neder Randlev billetsalgssted i km 29,5. Senere station, nedrykket til trinbræt 1. juni 1969.
- Eriksminde trinbræt i km 30,8 fra 1956 ved vejen til den genoprettede efterskole.
- Bovlstrup station i km 32,1.
- Halling station i km 33,6. Senere trinbræt.
- Holsatia trinbræt i km 35,3 fra 4. juli 1949.
- Hov Station i km 36,2.
Bevarede stationsbygninger
Alle stationsbygningerne er bevaret.
Neder Randlev: Balshavevej 71
Bovlstrup: Stationsvej 22
Halling: Spøttrupvej 14
Hov: Søndergade 20
Ulykker
- 3. august 1898: Tog afsporede mellem Odder og Neder Randlev. Lokomotivet påkørte en ko og afsporede med tre vogne.
Nedlæggelsen
Hads-Ning Herreders Jernbane havde i 1930'erne stadige underskud, så allerede dengang kom der forslag om at lave Odder-Hov banen om til landevej og køre med rutebiler. Det blev faktisk vedtaget i Odder Sogneråd og banens bestyrelse, men stødte på højlydte protester fra beboerne i Hov.
Nedlæggelsen af Odder-Hov blev besluttet igen i 1965. Staten ville betale 75% af udgiften til de nye Y-tog på Odderbanen, hvis kommunerne betalte 25% og garanterede for deres andel af driftsunderskuddet i 10 år. Det ville de to kommuner mellem Odder og Hov – Randlev-Bjerager og Gosmer-Halling – kun gå med til, hvis strækningen blev nedlagt indenfor garantiperioden. Da tiden nærmede sig midt i 1970'erne, blev der holdt protest- og diskussionsmøder, og nedlæggelsen blev udskudt til køreplanskiftet i maj 1977.
Strækninger hvor banetracéet er bevaret
2½ km af banens tracé er bevaret og tilgængeligt som stier. Desuden blev der på noget af tracéet anlagt en ny vej, der erstattede den tidligere meget snørklede vej mellem Odder og Hov.
Stien fra Lundevej i Odder, set fra HHJ-værkstederne
Stien slutter ved Randlevvej
Lav dæmning i marken mellem Odder og Neder Randlev
Dæmningen starter ved vejen til Randlev Solgaard
Dæmningen slutter ude i marken med et kig over til Randlevvej, hvor stien fra Odder slutter
Lav dæmning i vestenden af Neder Randlev
Stien slutter ved stationsområdet i Neder Randlev
Lav dæmning på vej ud af Neder Randlev mod nordøst
Ved Eriksminde Trinbræt starter en sti til Bovlstrup
Stien slutter ved Stationsvej i Bovlstrup
Eksterne kilder/henvisninger
- Odder Lokalhistoriske Arkiv 2009: En egn – et spor gennem tiden
- Niels Jensen: Danske jernbaner 1847-1972. J.Fr. Clausens Forlag 1972 ISBN 8711017651, s. 86-88
- EVP (Erik V. Pedersen) med gamle billeder af stationerne