Ordrupgaard
Ordrupgaard er et statsejet kunstmuseum ved Jægersborg Dyrehave nord for København. Museet rummer en af Nordeuropas betydeligste samlinger af dansk og fransk kunst fra det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede.
Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.
| Ordrupgaard | |
|---|---|
![]() | |
| Generelle informationer | |
| Adresse | Vilvordevej 110, 2920 Charlottenlund, Danmark |
| Grundlagt | 14. september 1918 |
| Grundlægger |
Wilhelm Hansen |
| Direktør | Gertrud Oelsner |
| Besøgende | 67.000[1] (2007) |
| Eksterne henvisninger | |
| ordrupgaard.dk | |
|
Information med symbolet | |
Ordrupgaard er skabt af direktør for Hafnia, etatsråd Wilhelm Hansen, og hustru Henny Hansen 1916-1918.
Samlingen af dansk kunst
Wilhelm Hansen samlede fra 1892 til 1916 dansk kunst fra det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Den danske guldalder er fyldigt repræsenteret med værker af C.V. Eckersberg, Christen Købke, Johan Thomas Lundbye, P.C. Skovgaard og Wilhelm Marstrand. Hovedparten af samlingen vidner om Wilhelm Hansens interesse for sin egen tids kunstnere som L.A. Ring, Vilhelm Hammershøi, Theodor Philipsen, fynbomalerne Johannes Larsen, Fritz Syberg og barndomsvennen Peter Hansen.
Samlingen af fransk kunst
Under 1. Verdenskrig koncentrerede Wilhelm Hansen sig om fransk kunst: Fra 1916 til 1918 indkøbte han franske malerier, pasteller, tegninger og skulpturer og lagde grunden til et egentligt kunstmuseum. Wilhelm Hansen ønskede at udbrede kendskabet til fransk 1800-tals kunst i Danmark, og de første køb var malerier af Alfred Sisley, Camille Pissarro, Claude Monet og Auguste Renoir. Wilhelm Hansens fokus var fransk impressionisme med perspektiverende nedslag i de perioder, der kom umiddelbart før og efter impressionismen. Således repræsenterer Eugène Delacroix romantikken, Théodore Rousseau Barbizon-skolen, Gustave Courbet realismen, Édouard Manet modernismen og Paul Gauguin symbolismen på Ordrupgaard.
Wilhelm Hansen modtog rådgivning til indkøb af fransk kunst fra blandt andre den franske kunstkritiker Théodore Duret (1838-1927).
Samlingen af møbler og kunsthåndværk
Wilhelm Hansen købte også møbler og kunsthåndværk. Han havde særlig interesse for keramik, lysekroner og møbler udført af Thorvald Bindesbøll (1846-1908).
Konsortiet Hansen, Heilbuth, Winkel & Magnussen
Af stor betydning for de franske indkøb var det konsortium, som Wilhelm Hansen i 1918 dannede sammen med samleren Herman Heilbuth (1861-1945) og kunsthandlerfirmaet Winkel & Magnussen. Det erklærede mål var “Indkøb og Salg af Kunstværker med det Formaal at skaffe god og fremragende Kunst til Skandinavien”, og det indkøbte flere hele samlinger i Paris.
Ordrupgaards indvielse 14. september 1918
Wilhelm og Henny Hansen købte en stor grund ved Ordrup Krat tæt på Jægersborg Dyrehave nord for København. Her lod de fra 1916 til 1918 opføre herskabshjemmet Ordrupgaard ved arkitekt Gotfred Tvede (1863-1947). Tvedes medhjælper Therkel Hjejle har dog sat væsentlige fingeraftryk på arkitekturen. Ved samme lejlighed blev den omfattende park anlagt af stadsgartner Valdemar Fabricius Hansen (1866-1953). Ordrupgaard blev indviet den 14. september 1918 ved en storslået fest, og i indvielsestalen erklærede Wilhelm Hansen, at han ville testamentere samlingen til den danske stat.
Bygningerne
Ordrupgaards hovedbygning var et herregårdslignende, trefløjet anlæg i nyklassicistisk stil med espalier. Galleriet, der rummer den franske samling, er forbundet med hovedbygningen med en lille vinterhave, portnerbolig, chaufførbolig og vognport (i dag kaldet Lavendelhuset). Samt brændeskur og et lille lysthus i bondegårdsstil.
Parken
Ordrupgaards park er anlagt i engelsk stil med en lille, franskinspireret rosenhave med et keramisk springvand af Jean Gauguin. Den står af bevaringsmæssige årsager i dag i vinterhaven.
Ordrupgaards park var både nytte- og lysthave. Det omfattende driveri og de mange frugttræer forsynede familien Hansen med frisk frugt og grøntsager året rundt, mens resten af arealet var udlagt til oplevelse og kontemplation.
Bagest i parken, hvor der i dag er en eng, lå en mindre sø med en lille ø i midten. Til søen hørte en robåd, og der var udsigt til området fra lysthuset. Desuden var der anlagt små damme på grunden. De er nu tørlagt.
Landmandsbankens krak og frasalg af dele af samlingen
I 1922 led Wilhelm Hansen et omfattende økonomisk og personligt nederlag. Landmandsbanken, hvori konsortiet havde optaget lån til kunstindkøb, krakkede. For at indfri sin gæld forsøgte Wilhelm at indgå en aftale med den danske stat om at pantsætte store dele af Hansen-parrets samling, således værkerne senere kunne købes tilbage til Ordrupgaard. Dette takkede staten nej til, hvilket resulterede i, at Hansen solgte lidt over halvdelen – ca. 82 værker – af sin franske samling, heriblandt vigtige værker af bl.a. Paul Cézanne, Édouard Manet og Paul Gauguin. Disse værker hænger i dag på bl.a. Ny Carlsberg Glyptotek og The National Museum of Western Art i Tokyo. Disse salg medførte stor vrede hos Wilhelm Hansen, og han valgte efterfølgende at fjerne staten fra sit testamente. Senere overvandt Hansen-parret krisen og fra 1923 til 1933 kompenserede de for tabene med erhvervelsen af en række nye, særligt udvalgte franske billeder, der stadigt hænger på Ordrupgaard.
Ordrupgaard bliver statsligt kunstmuseum
Efter Wilhelm Hansens død i 1936 boede Henny Hansen alene på Ordrupgaard. Ved sin død i 1951 testamenterede hun samlingen, boligen og parken til den danske stat, trods Wilhelms afskrivelse efter Landmandsbankens krak. I 1953 åbnede Ordrupgaard som statsligt kunstmuseum.
Ordrupgaards tilbygning ved Zaha Hadid
Den 30. august 2005 indviede Ordrupgaard en markant tilbygning tegnet af den irakiskfødte arkitekt Zaha Hadid (1950-2016). Tilbygningen er på 1.150 kvm og har forbedret de plads-, klima- og sikkerhedsmæssige forhold på en måde, så Ordrupgaard kan præsentere særudstillinger af internationalt format. Tilbygningen er opført i glas og sort lavabeton, der er føjet sammen til en dekonstruktivisk og organisk formet bygningskrop.
Finn Juhls hus
I 1941-42 tegnede og indrettede møbelarkitekten Finn Juhl sit eget hus på en nabogrund til Ordrupgaard. Huset er et af de fineste funktionalistiske familieshuse i Danmark og var beboet af Finn Juhl til hans død i 1989. Finn Juhls efterladte Hanne Wilhelm Hansen lod huset og dets interiør stå uforandret, og den 3. april 2008 åbnede det som museum på Ordrupgaard takket være en privat donation fra Birgit Lyngbye Pedersen .
Ordrupgaards tilbygning ved Snøhetta
Snøhettas tilbygning til Ordrupgaard blev indviet den 13. august 2021. Tilbygningen består af tre nye sale til den franske samling samt to til særudstillinger. Med opførelsen af Snøhettas bygning kan samlingen vises i sin helhed, samtidig med at optimale klima-, lys- og fugtforhold sikrer bevaringen af værkerne for fremtiden. Selve bygningskroppen befinder sig under terræn, så kun et glinsende ståltag i skarpskårne geometriske former ses udefra. Snøhettas bygning slutter sig mesterligt til det oprindelige Ordrupgaard, hvor den går i dialog med samlingerne, naturen og de øvrige bygninger. Samtidig fremstår den som et selvstændigt arkitektonisk værk. Snøhettas bygning er finansieret af A.P. Møller Fonden, Augustinus Fonden, Realdania, Det Obelske Familiefond samt Knud Højgaards Fond.
Skriftlige kilder
- Wilhelm Hansens breve og fotografier i Ordrupgaards Arkiv
- Madsen, Karl: Malerisamlingen Ordrupgaard. Wilhelm Hansens Samling. Malerier, Akvareller, Pasteller, Tegninger af franske Kunstnere, København 1918.
- Swane, Leo: Etatsråd Wilhelm Hansen og hustru Henny Hansens malerisamling, Katalog over kunstværkerne på Ordrupgaard, København 1954.
- Rostrup, Haavard: Etatsraad Wilhelm Hansen og hustru Henny Hansens malerisamling. Catalogue of the Works of Art in The Ordrupgaard Collection, København 1966.
- Asmussen, Marianne Wirenfeldt: Wilhelm Hansens oprindelige franske samling på Ordrupgaard. Wilhelm Hansen’s Original French Collection at Ordrupgaard, København 1993.
- Wivel, Mikael: Ordrupgaard: Udvalgte værker, København 1993.
- Birgitte Anderberg & Thomas Lederballe (red.): Ordrupgaard: Dansk kunst fra Guldalderens århundrede, København 1999
- Lederballe, Thomas (red.): Impressionismens tidsalder: Mesterværker fra Ordrupgaard, København 2002.
Værkfortegnelse
Ordrupgaard rummer 414 danske og franske værker. Værkfortegnelsen er listet alfabetisk efter kunstnerens fornavn og angiver: Kunstner: dansk titel // fransk titel // engelsk titel, år. Titler i anførselstegn »« er originaltitler anført af kunstneren selv.
Værkfortegnelse over værker påOrdrupgaard |
|---|
|
Kilder
- "Årsrapport 2007, p. 22 (pdf-format)" (PDF). Arkiveret fra originalen (PDF) 13. juni 2013. Hentet 24. april 2021.
