Plessur-Alperne
Plessur-Alperne er en bjergkæde i Alperne i det østlige Schweiz . De betragtes som en del af de vestlige rhaetiske alper . De er opkaldt efter floden Plessur, der kommer fra midten af bjergkæden. Plessur-Alperne er adskilt fra Glarner Alperne i vest af Rhindalen; fra Rätikon-området i nord ved Landquart -floddalen ( Prättigau ); fra Albula-alperne i den sydøstlige del af Landwasser-floddalen; fra Oberhalbstein Alperne i syd ved Albula-floddalen.
| Plessur-Alperne | |
|---|---|
![]() Aroser Weisshorn (2,653 moh.) | |
| Højeste punkt | |
| Højde | 2.985 moh. |
| Højeste punkt | Aroser Rothorn |
| Koordinater | 46°44′N 9°38′Ø} |
| Geografi | |
![]() Plessur-Alperne | |
| Land | Schweiz |
| Område | Graubünden |
| Bjergområde | Nordlige Kalkalper |
Plessur-alperne afvandes af floderne Rhinen, Plessur, Landwasser og Landquart. Skisportsstedet Arosa ligger midt i området.
Blandt toppene i Plessur-alperne er Aroser Rothorn (2.985 moh. ) og Stätzer Horn (2.576 moh.).
Et bjergpas i Plessur-Alperne er Strela-passet, fra Davos til Langwies, højde i en højde af 2.377 moh.)[1]
Toppe
Hovedtoppene i Plessur-Alperne er:
| Navn | Højde |
|---|---|
| Aroser Rothorn | 2.985 moh. |
| Sandhubel | 2.764 moh. |
| Valbellahorn | 2.764 moh. |
| Guggernell | 2.744 moh. |
| Älpliseehorn | 2725 moh. |
| Schiahorn | 2.709 moh. |
| Strela | 2.636 moh. |
| Stelli | 2.622 moh. |
| Stätzer Horn | 2.576 moh. |
| Fulhorn | 2.529 moh. |
| Mattjisch Horn | 2.461 moh. |
| Gürgaletsch | 2.441 moh. |
| Cunggel | 2.413 moh. |
| Ful Berg | 2.395 moh. |
| Glattwang | 2.376 moh. |
Galleri
Sø nær Arosa
Obersee
Lenzerheide- dalen
Lenzer Horn
Parpaner Rothorn (til højre)
Toppen af Lenzer Horn
Se også
Litteratur
- Manfred Hunziker: Ringelspitz/Arosa/Rätikon, Alpine Touren/Bündner Alpen, Verlag des SAC 2010, ISBN 978-3-85902-313-0, S. 264 ff.
- Henry Hoek und F. Siegried: Das zentrale Plessurgebirge. In: Jahrbuch des Schweizer Alpenclub. Jg. 38, 1902–03, Seite 127–151
Kilder og henvisninger
- Plessuralpen i Meyers Konversations-Lexikon. 4. Auflage. Band 13, Verlag des Bibliographischen Instituts, Leipzig/Wien 1885–1892, S. 132.

