Regina Maria Pia (1863)

Regina Maria Pia
Klasse
Type	Panserskib
Klasse	Regina Maria Pia-klassen
Søsterskibe	San Martino, Castelfidardo, Ancona
Historie
Værft	La Seyne, ved Toulon, Frankrig
Påbegyndt	22. juli 1862
Søsat	28. april 1863
Taget i brug	17. april 1864
Udgået	1904
Skæbne	Ophugget
Tekniske data
Deplacement	4.201 t.
Længde	75,5 m
Bredde	15,2 m
Dybgang	6,4 m
Fremdrift	Maskineri: 2.924 HK.; Sejl: tre-mastet skonnert, senere tre-mastet bark.
Fart	Maskine: 13,0 knob
Rækkevidde	2.600 sømil ved 10 knob
Panser	120 mm støbejern
Besætning	480
Artilleri	4 styk 20,3 cm riflede forladere; 22 styk 16,4 cm riflede forladere; Senere:; 2 styk 22,0 cm riflede forladere; 9 styk 20,3 cm riflede forladere; Endnu senere:; 8 styk 15,2 cm riflede; 5 styk 12 cm riflede; 4 styk 57 mm hurtigtskydende; 8 styk 37 mm revolverkanoner
Torpedoer	Tre torpedoapparater ved sidste omarmering

Panserskibet Regina Maria Pia lagde navn til den fjerde og hidtil største serie af panserskibe i den nye italienske marine, der blev skabt, da Italien blev samlet i 1861. Værftskapaciteten i Italien var begrænset, så marinen måtte gøre brug af udenlandske værfter. De fire skibe i Regina Maria Pia-klassen blev derfor bygget i Frankrig, der var et foregangsland for panserskibsbygning, og marinen fik moderne konstruktioner med jernskrog, der alle holdt i 40 år eller mere. Navnet Regina Maria Pia (dronning Maria Pia) var til ære for kong Viktor Emanuel 2.'s datter Maria Pia, der var gift med den portugisiske konge Ludvig 1.

Maria Pia og dens søstre fik efter en større ombygning sat kanoner op, der pegede for- og agterud. Til gengæld blev der fjernet panser i begge ender.

Tjeneste

Regina Maria Pia deltog lige som de øvrige italienske panserskibe i slaget ved Lissa mod den østrigske flåde i juli 1866. Skibet lå som nummer to i den agterste 3. division af den italienske flåde, efter Re di Portogallo og deltog i kampen mod det østrigske skrue-linjeskib Kaiser.[1]

Efter krigen mod Østrig fik skibet nyt artilleri i to omgange. I 1888-90 blev det ombygget for sidste gang, og fik ved den lejlighed rigningen erstattet af militærmaster. Det velbyggede skib holdt helt til 1904.

Litteratur

Roger Chesneau and Eugene M. Kolesnik, ed., Conway's All The Worlds Fighting Ships, 1860-1905, (Conway Maritime Press, London, 1979), ISBN 0-85177-133-5
Otto Lybeck, Allmän Sjökrigshistoria, Bind 1: 1853-1914, Stockholm 1919.

Noter

Lybeck, s. 162

This article is issued from Wikipedia. The text is licensed under Creative Commons - Attribution - Sharealike. Additional terms may apply for the media files.

[1] Lybeck, s. 162