Sønderborg Bystation
Sønderborg Bystation var station på Mommark-banen (1933-62). Inden da var den hovedstation for Amtsbanerne på Als under navnet Sønderborg Amtsbanegård. Nu er den Sønderborgs rutebilstation.

| Sønderborg Bystation | |||
|---|---|---|---|
![]() Sønderborg Amtsbanegårds sporside med karnappen, hvor stationspersonalet kunne kigge hen ad sporet | |||
| Overblik | |||
| Land | Danmark | ||
| Stationstype | Station | ||
| Tidligere navn(e) | Sonderburg Kreisbahnhof (til 1920). | ||
| Kommune | Sønderborg Kommune | ||
| Jernbane |
Amtsbanerne på Als Mommarkbanen | ||
| Åbningsdato | 6. februar 1898 | ||
| Lukket | 27. maj 1962 | ||
| Perronspor | 4 | ||
Amtsbanerne åbnede for trafik 6. februar 1898, og fra Sønderborg gik banerne til Nordborg, Skovby og Mommark. Ved indvielsen af Kong Christian den X's Bro i 1930 fik amtsbanerne forbindelse med det jyske jernbanenet via havnebanen og broens jernbanespor.
Men det var stadig et problem, at amtsbanerne var smalsporede, så de blev nedlagt i 1933 og erstattet af den normalsporede Mommark-bane. Den fik endestation på Sønderborg H på Jyllands-siden, så amtsbanegården, der blev omdøbt til Sønderborg Bystation, mistede noget af sin betydning.
Stationsbygningen
Opførelsen af den første amtsbanegård blev påbegyndt i juli 1897, og den blev altså indviet 7 måneder senere. Der opstod ret hurtigt pladsproblemer, og den blev udvidet i 1904 og igen i 1911. Så blev den revet ned allerede i 1913, og året efter kunne man indvie den nuværende bygning.
Amtsbanens spor fulgte banegårdens længderetning SSV-NNØ, men Mommarkbanen gik syd om stationen i øst-vestlig retning, fordi amtsbanens havnebane var nedlagt, og Mommarkbanen fik forbindelse med broen over Alssund ved at togene kørte langsomt gennem Jernbanegade.
