Stavkirker i Norge

I middelalderen var det antageligt over 1.000 stavkirker i Norge, men de fleste forsvandt i perioden 1350-1650, sandsynligvis som følge af ændrede behov efter den sorte død og reformationen.[1] I 1650 var der omkring 270 stavkirker tilbage i Norge, og over de næste omkring 100 år forsvandt 136 af disse. Omkring 1800 stod der fortsat 95 stavkirker, mens over 200 tidligere stavkirker fortsat var kendt med navn eller i skriftlige kilder (ifølge Lorentz Dietrichson). Fra 1850 til 1885 faldt 32 stavkirker, men siden 1885 er kun Fantoft stavkirke gået tabt.[2]

Nogle stavkirker blev efter reformationen udvidet eller ombygget med laftekonstruktion. For eksempel blev Flesberg stavkirke udvidet til korskirke med korsarmene i laftet tømmer, mens skibet i Rømskog kirke blev bygget med stavkonstruktion erstattet af et skib i laftet tømmer.[3] Hol gamle kirke var oprindelig i stavværk, men blev ombygget eller udvidet indtil der kun var få spor af stavbygningen tilbage. Vågå kirke omtales til dels som stavkirke, men er resultat af omfattende ombygning med genbrug af materialer fra den nedrevne stavkirke.

De eksisterende stavkirker er koncentreret om de øvre dale i Østlandet (Gudbrandsdalen, Numedal, Hallingdal, Valdres og Telemark) og de indre fjorde i Vestlandet. Undtaget er særlig de to stavkirker som er flyttet til Bergen og Oslo, og Grip stavkirke som ligger på en fraflyttet ø i havet.[4] Et kort over de 322 stavkirker som var kendt i 1800 viser at der fandtes flest stavkirker i de tyndest befolkede områder, mens der for det meste var stenkirker i byerne, i bygderne (Østlandet og Trøndelag), langs kysten og i de største kirkesogne i fjordene i Vestlandet. Det var mest stavkirker i fjeldalene og skovbygderne, og i fiskevær på øerne og mindre fjordarme. For nogle sognekirker i sten var annekset opført som stavkirke.[2] For eksempel er hovedkirken i Aurland (Vangen kirke) i sten, mens det er stavkirke i Undredal og det var sandsynligvis stavkirke i Flåm.