Stentoftenstenen

Stentoftenstenen (DR 357) er en runesten fundet på Sølvesborgs jord i Blekinge. Stenen står i våbenhuset ved Sølvesborg Kirke. Stentoftenstenen har den længste tekst, man kender på urnordisk (sproget før oldnordisk). Indskriften er dateret til omkring 500 – 700. Den er skrevet i ældre futhark og indeholder en forbandelsesformel.

Stentoftenstenen
Stentoftenstenen
Fundet 1830, evt. 1823
Fundsted nord for Sölvesborg slotsruin
Område Blekinge
Rejst 600–700
Højde 120 centimeter
Bredde 80 centimeter
Dybde 46 centimeter
Placering Sölvesborg kirkes våbenhus
Stenart Granit
Stil Parallelordning
DK-nr. Bl 3
DR-nummer DR 357
Danske Runeindskrifter Stentoftenstenen i Danske Runeindskrifter

Indskriften

Tekstbånd A: niuhAborumz niuhagestumz hAþuwolAfz gAf j hAriwolAfz (m)A--u snuh-e hidez runono fe(l)(A)h ekA hederA. Tekstbånd B: ginoronoz Tekstbånd C: herAmAlAsAz ArAgeu we(l)Aduds| |sA þAt Tekstbånd D: bAriutiþ

I translitteration bliver det til:

Tekstbånd A: <niuha>borumz <niuha>gestumz Haþuwulfz gaf j[ar], Hariwulfz ... ... haidiz runono, felh eka hedra Tekstbånd B: ginnurunoz. Tekstbånd C: Hermalausaz argiu, Weladauþs, sá þat Tekstbånd D: briutið.

I bogen Danmarks Runeindskrifter ved Lis Jacobsen og Erik Moltke[1] står der på side 404 følgende tolkning:

Stentoften-indskriften består af to dele: linje 1-4: hovedindskriften, der er særegen for Stentoften, og linje 5 – 6: runemester- og forbandelseformularen, der i omtrent samme form findes på Björketorp-stenen.

Hovedindskriften (linje 1 – 4)

"Til Niuha "boerne", til Niuha "gæsterne" (til alle Niuha-hirdens mænd) gav Hådulv godår. Hærulv snuh(w)e søn(?).

Formlen

Jeg runernes mester (?) skjuler her magtfulde runer. Ustandselig (behæftet) med argskab, (hjemfalden til) véldød (er) den, som bryder dette (nl. mindesmærket).[2]

I 1989 kom svenskeren Lillemor Santesson med en banebrydende tolkning af indskriften.[3] Hendes tolkning har fundet tilhængere. I bogen Danmarks Runesten - en fortælling ved Lisbeth Imer[4] står følgende tolkning på side 107:

Ni bukke (og) ni hingste gav Hådulv godår Hærulv .... en række lysene runer skjulte jeg her, forvildende runer. Uophørligt plaget af argskab (umandighed), hjemsøgt af troldomsdød [bliver] den, som nedbryder dette [mindesmærke]

Note
  1. Lis Jacobsen og Erik Moltke: Danmarks runeindskrifter, København 1941-42, bd. 1-2 + register
  4. Lisbeth Imer: Danmarks Runesten - En fortælling, København 2016.

56°03′12″N 14°35′05″Ø

This article is issued from Wikipedia. The text is licensed under Creative Commons - Attribution - Sharealike. Additional terms may apply for the media files.