Tupac Katari Guerillahær

Tupac Katari Guerillahær (spansk: Ejército Guerrillero Túpac Katari, forkortet EGTK) var en venstreorienteret guerillabevægelse i Bolivia.[1] Organisationens mål var at kæmpe for social lighed i Bolivia og blandt den oprindelige befolkning, herunder gennem brug af vold. Selvom bevægelsen tog afsæt i utilfredshed blandt Bolivias oprindelige befolkning, havde bevægelsen tilhængere og medlemmer af flere forskellige etniciteter. Organisationen har rødder tilbage til de personer, der blev trænet og inspireret af Che Guevara i 1960'erne.

Organisationen gennemførte sit første voldelige angreb den 5. juli 1991, da den ødelagde en pylon ved et elværk i El Alto i Bolivia. De fleste af gruppens angreb har været tilsvarende mindre angreb på infrastruktur (elforsyning, rørledninger m.v.), der for størstedelens vedkommende er udført i Bolivia. En række af aktionerne bestod tillige i symbolske hængninger af dyr.

Bevægelsens ledelse bestod af bl.a. Felipe Quispe og brødrene Raúl og Álvaro García Linera. Sidstnævnte blev i 2006 valgt til vicepræsident i Bolivia under landets præsident Evo Morales (2006-2019).

Gruppen tog sit navn efter Tupac Katari, en oprørsleder af aymarafolket, der i 1780-81 stod bag en af de store indianeropstande mod den spanske kolonimagt i Øvre Peru, der var beliggende omtrent hvor det nuværende Bolivia og Peru ligger.

Gruppen led et væsentligt tilbageslag efter at bolivianske myndigheder i 1992 optrævlede det meste af organisationen og anholdt dens ledere. Organisationen har ikke siden 1993 spillet nogen væsentlig rolle i det bolivianske samfund. Bevægelsen for større indiansk indflydelse i det bolivianske samfund er videreføre gennem den radikale bevægelse CSUTCB ledet af Felipe Quispe og af Moviemento al Socialismo (MAS).

Se også

Noter

This article is issued from Wikipedia. The text is licensed under Creative Commons - Attribution - Sharealike. Additional terms may apply for the media files.