Venetianske doger

Det følgende er en liste over alle 120 venetianske doger sorteret efter deres regeringstid, som er angivet i parentes.

Republikken Venedigs våbenskjold

I over 1.000 år blev byen og senere Republikken Venedig ledet af en doge, en titel som er afledt af det latinske dux – anfører. Dogerne i Venedig blev valgt for livstid af bystatens aristokrati. Som regel var den udpegede person en af de kløgtigste blandt byens ældste. Den venetianske kombination af kunstfærdig pragt og republikansk (om end aristokratisk) forfatning med omhyggelig udtænkt magtdeling gør Venedig til et lærebogseksempel i konstitutionelt monarki.^{[kilde mangler]} Fra 1300-tallet og fremefter bar dogen den såkaldte corno ducale eller dogehue, som en pendant til pavens hat.

Trods den store magt de fik overdraget, var de venetianske doger tvunget af lovgivningen til at tilbringe resten af deres levetid i Dogepaladset og Markuskirken, undtagen når de måtte rejse af diplomatiske årsager.

600-tallet

Paolo Lucio Anafesto (697–717)

700-tallet

Marcello Tegalliano (717–726)
Orso Ipato (726–737) myrdet, måske på initiativ af Eutychius, Exark af Ravenna
Dominicus Leono Abrogatis – kort Interregnum (737–742)[1]
Teodato Ipato (742–755) afsat, blindet og sendt i eksil
Galla Lupanio (755–756) afsat, blindet og sendt i eksil
Domenico Monegario (756–764) afsat, blindet og sendt i eksil
Maurizio Galbaio (764–787)
Giovanni Galbaio (787–804) flygtede til Mantua i 803 med sin familie, hvor de formentlig døde

800-tallet

Obelerio Antenoreo (804–811) sendt i eksil, forsøgte at genvinde magten, dræbt og hovedet udstillet på markedet
Agnello Participazio (811–827) tvunget i eksil i Zara af hans ældste søn Giustiniano
Giustiniano Participazio (827–829)
Giovanni 1. Participazio (829–837) arresteret og tildelt tonsur (kronraget som en munk)
Pietro Tradonico (837–864) snigmyrdet, men i dette tilfælde arresterede hans efterfølger morderne og henrettede dem
Orso 1. Participazio (864–881)
Giovanni 2. Participazio (881–887) trådte tilbage af helbredsgrunde
Pietro 1. Candiano (887–888) dræbt i kamp under invasion af Narentines
Pietro Tribuno (888–912)

900-tallet

Orso 2. Participazio

Orso 2. Participazio (912–932)
Pietro 2. Candiano (932–939)
Pietro Participazio (939–942)
Pietro 3. Candiano (942–959)
Pietro 4. Candiano (959–976) Folket i Venedig låste ham inde paladset sammen med hans søn mens det brændte.
Pietro 1. Orseolo (976–978) trådte tilbage for at blive en Camaldolese eneboer i Sant Miguel de Cuxa klosteret i Pyrenæerne
Vitale Candiano (978–979)
Tribuno Memmo (979–991)
Pietro 2. Orseolo (991–1009) gav hovedparten af sin formue til de fattige og kirken, og gik i kloster

1000-tallet

Ottone Orseolo (1009–1026) arresteret, skægget raget af og forvist til Konstantinopel på grund af nepotisme. Han var far til kong Peter Orseolo af Ungarn.
Pietro Barbolano (1026–1032) abdicerede under stærkt pres for at genindsætte Ottone Orseolo
Domenico Flabanico (1032–1043)
Domenico Contarini (1043–1071)
Domenico Selvo (1071–1084) afsat fredeligt til et kloster på grund af nederlag til flåden, døde tre år senere
Vitale Faliero (1084–1096)
Vitale 1. Michiel (1096–1102)

1100-tallet

Enrico Dandolo prædiker for det 4. korstog.

Ordelafo Faliero (1102–1117)
Domenico Michele (1117–1130)
Pietro Polani (1130–1148)
Domenico Morosini (1148–1156)
Vital II Michele (1156–1172)
Sebastiano Ziani (1172–1178)
Orio Mastropiero (1178–1192)
Enrico Dandolo (1192–1205)

1200-tallet

Pietro Ziani (1205–1229)
Jacopo Tiepolo (1229–1249)
Marino Morosini (1249–1252)
Reniero Zeno (1252–1268)
Lorenzo Tiepolo (1268–1275)
Jacopo Contarini (1275–1280)
Giovanni Dandolo (1280–1289)
Pietro Gradenigo (1289–1311)

1300-tallet

Henrettelsen af Marino Faliero.

Marino Zorzi (1311–1312)
Giovanni Soranzo (1312–1328)
Francesco Dandolo (1328–1339)
Bartolomeo Gradenigo (1339–1342)
Andrea Dandolo (1342–1354)
Marino Faliero (1354–1355) – dømt for forræderi, henrettet og dømt til damnatio memoriae (evig glemsel)
Giovanni Gradenigo (1355–1356)
Giovanni Dolfin (1356–1361)
Lorenzo Celsi (1361–1365)
Marco Cornaro (1365–1367)
Andrea Contarini (1367–1382)
Michele Morosini (1382–1382)
Antonio Venier (1382–1400)
Michele Steno (1400–1413)

1400-tallet

Tommaso Mocenigo (1413–1423)
Francesco Foscari (1423–1457) – tvunget til at abdicere af Timandsrådet
Pasquale Malipiero (1457–1462)
Cristoforo Moro (1462–1471)
Nicolo Tron (1471–1473)
Nicolo Marcello (1473–1474)
Pietro Mocenigo (1474–1476)
Andrea Vendramin (1476–1478)
Giovanni Mocenigo (1478–1485)
Marco Barbarigo (1485–1486)
Agostino Barbarigo (1486–1501)

1500-tallet

Leonardo Loredan, portræt af Giovanni Bellini.

Andrea Gritti, portræt af Tizian.

Leonardo Loredan (1501–1521)
Antonio Grimani (1521–1523)
Andrea Gritti (1523–1538)
Pietro Lando (1538–1545)
Francesco Donato (1545–1553)
Marcantonio Trivisan (1553–1554)
Francesco Venier (1554–1556)
Lorenzo Priuli (1556–1559)
Girolamo Priuli (1559–1567)
Pietro Loredan (1567–1570)
Alvise 1. Mocenigo (1570–1577)
Sebastiano Venier (1577–1578)
Nicolò da Ponte (1578–1585)
Pasqual Cicogna (1585–1595)
Marino Grimani (1595–1606)

1600-tallet

Leonardo Donato (1606–1612)
Marcantonio Memmo (1612–1615)
Giovanni Bembo (1615–1618)
Nicolò Donato (1618–1618)
Antonio Priuli (1618–1623)
Francesco Contarini (1623–1624)
Giovanni 1. Cornaro (1624–1630)
Nicolò Contarini (1630–1631)
Francesco Erizzo (1631–1646)
Francesco Molin (1646–1655)
Carlo Contarini (1655–1656)
Francesco Cornaro (1656–1656)
Bertuccio Valiero (1656–1658)
Giovanni Pesaro (1658–1659)
Domenico 2. Contarini (1659–1674)
Nicolò Sagredo (1674–1676)
Alvise Contarini (1676–1683)
Marcantonio Giustinian (1683–1688)
Francesco Morosini (1688–1694)
Silvestro Valiero (1694–1700)
Alvise 2. Mocenigo (1700–1709)

1700-tallet

Carlo Ruzzini regerede 1732–1735, portræt af Gregorio Lazzarini.

Giovanni 2. Cornaro (1709–1722)
Sebastiano Mocenigo (1722–1732)
Carlo Ruzzini (1732–1735)
Alvise Pisani (1735–1741)
Pietro Grimani (1741–1752)
Francesco Loredan (1752–1762)
Marco Foscarini (1762–1763)
Alvise Giovanni Mocenigo (1763–1779)
Paolo Renier (1779–1789)
Ludovico Manin (1789–1797) – tvunget til at abdicere af Napoleon

Henvisninger

Jf. Ducalis Regia Lararium, 1659, Elogia P. D. Leo Matina

Kilder

Norwich, John Julius. A History of Venice. New York: Vintage Books, 1989. ISBN 0-679-72197-5.

This article is issued from Wikipedia. The text is licensed under Creative Commons - Attribution - Sharealike. Additional terms may apply for the media files.

[1] Jf. Ducalis Regia Lararium, 1659, Elogia P. D. Leo Matina