FN's Verdenserklæring om Menneskerettighederne

FN's Verdenserklæring om Menneskerettighederne blev vedtaget af FN i 1948.[1] FN havde på daværende tidspunkt 58 medlemmer.[2] Af disse stemte 48 nationer for, ingen stemte imod, men 8 lande afstod fra at stemme (altså stemte blankt). Yemen og Honduras stemte slet ikke.[3]

Eleanor Roosevelt med FN's erklæring om menneskerettighederne (1949)

Verdenserklæringen omfatter borgerlige, politiske, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Men Verdenserklæringen om Menneskerettighederne er ikke juridisk bindende.[4]

Verdenserklæringen er det mest kendte og udbredte menneskerettighedsdokument i verden. Selve erklæringen er ikke juridisk bindende for staterne, men har dannet udgangspunkt både for en række yderligere konventioner på forskellige områder i FN-regi (f.eks. racediskriminationskonventionen fra 1965, børnekonventionen fra 1989 og FN's Global Compact fra 1999) og for konventioner uden for FN-systemet.

I Europa er det vigtigste menneskeretsdokument Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som er indgået blandt Europarådets medlemmer i 1950.[5] Hertil kommer EU's Charter om grundlæggende rettigheder, som trådte i kraft i år 2000;[6] og som siden 2009 har været en del af Lissabontraktaten.[7]