Victor Emanuel 2. af Italien

Dronning Maria Theresia af Sardinien med sine to sønner Victor Emanuel og Ferdinand.
Oliemaleri: Ferdinando Cavalleri (1832)

Victor Emanuel blev født den 14. marts 1820(1820-03-14) i Palazzo Carignano i Torino som ældste søn af Karl Albert af Savoyen, fyrste af Carignano, og Maria Theresia af Østrig.[1] Karl Albert var en fjern slægtning til kongerne af Sardinien og var blevet indsat som Sardiniens tronfølger i 1821. Han overtog tronen, da den regerende konge, Karl Felix, døde i 1831.

I sine unge år boede Victor Emanuel nogle år i Firenze hos sin far. Victor Emanuel viste tidligt evner for politik, militær og forskellige sportsgrene.

I 1842 giftede han sig i Stupinigi med sin kusine ærkehertuginde Adelheid af Østrig, datter af ærkehertug Rainer af Østrig og prinsesse Elisabeth af Savoyen. Hendes far var habsburgsk vicekonge af Kongeriget Lombardiet-Venetien i Norditalien fra 1818 til 1848. De fik otte børn, før hun døde som følge af fødselsvanskeligheder i 1855.[1]

Victor Emanuel deltog aktivt i den Første Italienske Uafhængighedskrig under sin far og kæmpede i forreste linje i slagene ved Pastrengo, Santa Lucia, Goito og Custoza.

Han blev konge i 1849, da hans far abdicerede efter det ydmygende nederlag til østrigerne ved Novara. Victor Emmanuel var øjeblikkeligt i stand til at opnå en favorabel fredsaftale ved Vignale hos den østrigske feltmarskal Radetzky. Traktaten blev dog ikke ratificeret af kammeret i Piemonte, og Victor Emanuel svarede igen ved at fyre premierminister Claudio Gabriele de Launay og erstatte ham med Massimo D'Azeglio. Efter nyvalg blev freden med østrigerne accepteret af repræsentanternes kammer. I 1849 undertrykte han brutalt opstanden i Genova og betegnede oprørerne som "en ond og sygdomsbefængt race af kujoner".

I 1852 gav Victor Emanuel II grev Camillo di Cavour titlen premierminister. Det viste sig at være en klog beslutning, da Cavour var et politisk geni og blev en stor spiller i den italienske samling. Victor Emmanuel II blev snart symbolet på den italienske samlingsbevægelse. Han var især populær i kongeriget Sardinien på grund af accept af den nye forfatning og hans liberale reformer.