Jakob Sjøberg

Jakob Sjøberg og brasiliansk ligahold, Iguacu Futsal

Jakob Sjøberg (født 1987) er en dansk professionel fodboldspiller, som har gjort sig bemærket som futsal- og strandfodboldspiller i Rio de Janeiro i Brasilien.[1]

Han har spillet for Clube de Regatas do Flamengo, Iguacu Futsal, Boavista Beach Soccer og Botafogo. Han har bl.a. spillet kampe i Elite Carioca og Liga Rio de Janeiro.

Senest har han spillet strandfodbold i Lionel Messis barndomsby, Rosario i Argentina, samt været ungdomstræner i Brasilien og Argentina.[2]

Jakob Sjøberg er født i Nykøbing Sjælland og opvokset i Kolding. Han havde den tidligere landsholdsspiller Knud Nørregaard som underviser i Idræt. Jakob Sjøberg er cand.jur. fra Københavns Universitet og LL.M. fra Trinity College Dublin og master i Media Management fra universitetet i Helsinki.

Han er søn af sundhedsplejerske Else Høgh og forhåndværende medlem af Folketinget, Nils Sjøberg. Han er gift med brasilianeren Jessica da Silva, der har spillet i den argentinske liga i strandfodbold.[2][3] Hun er omtalt i flere avisartikler[4]. Mens Nils Sjøberg sad i Folketinget, anmodede han bl.a. minister Magnus Heunicke om at forholde sig til behovet for at begrænse hovedstød i ungdomsfodbold.[5]

En række medier har dækket Jakob Sjøbergs oplevelser i Brasilien. Det gælder bl.a. Jyllands-Posten og Danmarks Radio[6].

Hans tid i Sydamerika har ikke mindst fået mediedækning på grund af hans atypiske udseende med et stort rødt skæg og på grund af oplevelser med bl.a. væbnet røveri, politirazzia, kakerlakker i omklædningsrum og aber i futsalhaller. [7] Ifølge DR's artikel "Jakob spiller fodbold med verdens bedste, men deler omklædningsrum med kakerlakker" har han spillet på hold med både brasilianske og argentinske landsholdsspillere i strandfodbold, samt flere brasilianske spillere, der fik kontrakt i Europa i strandfodbold eller futsal.

Hans fascination med brasiliansk fodbold opstod i barndommen. Da han var 12 år, skrev Politiken artiklen "Smuk fodbold er det bedste" om ham, fordi han havde vundet en fodboldkonkurrence. Her fortæller han om sin passion for "elegante driblinger, gode afleveringer og flotte mål, som det spilles af italienere eller brasilianere."[8]

Det var dog først, mens han arbejdede i Dublin, at han fik skabt sig et netværk af brasilianere i den irske hovedstad. Det gav ham nogle kontakter, der blev afgørende for hans gennembrud i brasiliansk fodbold.[9]

Jakob Sjøberg repræsenterede i august 2023 Brasilien som spiller ved VM i streetfodbold (panna) i København[10]. Samme år var han i samarbejde med den norske fodboldspiller Kristoffer Syvertsen (it) leder på Ljan fodboldskole i Oslo.

Nogle medier har beskrevet, at hans omdrejningspunkt er "glæden ved spillet, som han har taget med sig fra sine oplevelser i Brasilien" og at han "underviser med udgangspunkt i et legende spil inspireret af gadefodbold i Brasilien". Han står bl.a. citeret for: "Jeg er efterhånden glad for, at jeg ikke er så ung, at jeg skulle være med i det ræs, som foregår nu. Fordi det går alt sammen på statistik og at 'du burde have afleveret derhenne', i stedet for glæden ved og kreativiteten i spillet."[11]

Han har deltaget i podcasten "Vi elsker strandfodbold!" med værterne Mathias Stilling og Martin Svensson. Han er desuden forfatter til to bøger og har bidraget til en bog, som mediet Bloomberg har udgivet.[12]

Referencer

  1. Mathias Ingemann Holm (1. januar 2022). "34-årige Jakob vendte livet på hovedet og blev professionel fodboldspiller i Brasilien: - Jeg troede, at jeg ville blive røvet første dag". JydskeVestkysten.
  2. 1 2 "Fodbold-Jacob vender hjem til Kolding med sin brasilianske brud". christiansfeld-avis.dk. 10. juni 2025.
  3. "Jakob fra Rio: Jeg kommer til at savne den danske jul i år", Fællesavisen (2022)
  4. "Jakob jonglerer med jura og fodbold i to verdener", Sjællandske Nyheder (2025), "Fodbold-Jacob vender hjem til Kolding med sin brasilianske brud", Fællesavisen (2025), "Jakob forfulgte sin drøm på den anden side af jorden - og kom hjem med sin kommende hustru", Jydske Vestkysten (2025)
  5. "Heunicke skal tage stilling til evt. forbud mod hovedstød i børne- og ungdomsfodbold", Sundhedspolitisk Tidsskrift (2025)
  6. "Jakob spiller fodbold med verdens bedste, men deler omklædningsrum med kakerlakker", Danmarks Radio (2023) "Han var for langsom til Koldings fodbold-talenthold: Nu løber han fra sine medspillere i brasiliansk storklub", Jyllands-Posten (2022)
  7. "Kakerlakker i omklædningsrummet og aflyste kampe efter politirazzia: Jakob fortæller om et år som professionel fodboldspiller i Brasilien", JydskeVestkysten (2023)
  8. "Smuk fodbold er det bedste", Politiken (1999)
  9. "34-årige Jakob vendte livet på hovedet og blev professionel fodboldspiller i Brasilien", JydskeVestkysten (2022)
  10. "Brasser-bold i Brønshøj: Glæden ved spillet er vigtig", Brønshøj-Husum Avis (2023)
  11. Canal6000.dk, Programoversigt mandag Uge 24 2023, Canal6000.dk, Programoversigt mandag Uge 33 2023, Citat fra artiklen "Brasser-bold i Brønshøj: Glæden ved spillet er vigtig".
  12. "EU - en verden til forskel" (2008), "Like, Comment, Subscribe" (2022), "European Convention of Human Rights and the Protection of Private Life, Freedom of Expression and Access to Information in a Digital Age" (2023)