James Jamerson

James Jamerson
Født29. januar 1936(1936-01-29)
Charleston, South Carolina, USA Rediger på Wikidata
Død2. august 1983 (47 år)
Los Angeles, Californien, USA Rediger på Wikidata
DødsmådeNaturlige årsager Rediger på Wikidata
DødsårsagLungebetændelse, skrumpelever Rediger på Wikidata
GravstedWoodlawn Cemetery Rediger på Wikidata
StatsborgerUSA Rediger på Wikidata
BopælDetroit og Los Angeles, USA
GenreRhythm and blues Rediger på Wikidata
BeskæftigelseBassist, musiker Rediger på Wikidata
Medlem afThe Funk Brothers Rediger på Wikidata
Aktive år-1983
PladeselskabMotown Records Rediger på Wikidata
Associeret medThe Funk Brothers, Earl Van Dyke Quartet
Instrumenter
Basguitar, guitar, kontrabas Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata.

James Lee Jamerson (29. januar 1936 – 2. august 1983)[1] var en amerikansk bassist. Han var ukrediteret bassist på de fleste af Motown Records' hits i 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne (Motown kreditere ikke studiemusikere på deres udgivelser før 1971) og betragtes nu som en af de dygtigste og mest indflydelsesrige bassister i moderne musikhistorie. Han blev optaget i Rock and Roll Hall of Fame i 2000. Som studiemusiker spillede han på 23 Billboard Hot 100 nr. 1-hits samt 56 R&B nr. 1-hits.

I magasinet Bass Players særudgave fra 2017 "The 100 Greatest Bass Players" blev Jamerson kåret til verdens bedste bassist, og magasinet kaldte ham "den vigtigste og mest indflydelsesrige basguitarist" nogensinde.[2] I 2020 rangerede magasinet Rolling Stone ligeledes Jamerson som nummer et på sin liste over de 50 bassister gennem tiderne.[3]

Tidlige liv

James Jamerson kom fra Edisto Island tæt på Charleston i South Carolina[4] og var søn af James Jamerson Sr. og Elizabeth Bacon.[5] Han blev delvist opdraget af sin bedstemor, der spillede klaver, og sin tante, der sang i kirkekor. Som barn var han en kompetent klaverspiller og optrådte også offentligt. En kort periode spillede han basun. Som teenager var han en temmelig reserveret person, der var ganske passioneret omkring musik. Han lyttede til gospel, blues og jazzmusik i radioen.[6]:3

Motown

Jamerson flyttede med sin mor til Detroit i 1954. Her gik han på Northwest High School i det centrale Detroit, hvor han første gang spillede kontrabas. Som kontrabassist begyndte han at spille i Detroit-områdets blues- og jazzklubber og blev påvirket af jazzbassisterne Ray Brown, Paul Chambers og Percy Heath. Han blev tilbudt et musiklegat på Wayne State University, men takkede nej. Efter at have afsluttet gymnasiet fortsatte han med at optræde på klubberne i Detroit. Han blev en del af bluessangeren Washboard Willies band og turnerede senere med Jackie Wilson. Hans stadig voksende ry gav ham hurtigt muligheder for sessions i forskellige lokale pladestudier. Fra 1959 fik han fast arbejde i Berry Gordys studie Hitsville USA, hjemsted for Motown-pladeselskabet.[6][7][8] Han spillede bl.a. bas på Smokey Robinson-singlen "Way Over There" (1959), John Lee Hooker -albummet Burnin' (1962) og The Reflections' "(Just Like) Romeo and Juliet" (1964).[9][6]:12 I Hitsville USA blev han medlem af en kerne af studiemusikere, der uformelt kaldte sig selv The Funk Brothers. Den lille og tætte gruppe af musikere optrådte på langt de fleste af Motowns indspilninger op igennem 1960'erne. På Jamersons tidligste sessions spillede han kontrabas, men i begyndelsen af 1960'erne skiftede han til primært at spille på en elektrisk Fender Precision Bass.[6]

Ligesom Jamerson var de fleste af de andre Funk Brothers jazzmusikere, der var blevet rekrutteret af Gordy. I mange år opretholdt de en tidsplan med indspilninger om dagen i Motowns "Studio A" (som de gav tilnavnet "the Snakepit" på grund af de mange ledninger i det lille kælderstudie), hvorefter de om aftenen og natten spillede koncerter i jazz-klubber.[10][11][12] De turnerede også nogle gange i USA med Motowns hovednavne. I det meste af deres karriere var Funk Brothers imidlertid ukrediteret på Motown-singler og -albums, og deres løn var betydeligt mindre end den, som de krediterede artister og pladeselskabet fik, hvorfor nogle af dem lejlighedsvist tyede til freelancearbejde andre steder. Berry Gordy ønskede imidlertid ikke, at studiemusikerne medvirkede for andre end Motown, og til sidst betalte pladeselskabet Jamerson en fast ugeløn på $1.000 (svarende til $8.762[13] eller ca. 60.000 kr. i 2023), hvilket gav ham og hans voksende familie en behagelig livsstil.[7][4][6]:13–15

Jamersons diskografi på Motown ligner det samlede katalog over soulhits fra 1960'erne og 1970'erne.[14][15] Han spillede blandt andet på hits som "You Can't Hurry Love " af The Supremes, "My Girl" af The Temptations, "Shotgun" af Jr. Walker & the All Stars, "For Once in My Life" og "I Was Made to Love Her" af Stevie Wonder, "Going to a Go-Go" af The Miracles, "Dancing in the Street" af Martha and the Vandellas, "I Heard It Through the Grapevine" af Gladys Knight & the Pips og senere af Marvin Gaye, det meste af albummet What's Going On af Marvin Gaye samt "Reach Out I'll Be There" og "Bernadette" af Four Tops.[16][a] Af og til indspillede han for andre pladeselskaber, hvilket førte til sange som "Boom Boom" af John Lee Hooker og "Higher and Higher" af Jackie Wilson.[11] Motown udgav 537 singler i 1960'erne og over 200 album.[19] Ifølge andre Funk Brothers i dokumentaren Standing in the Shadows of Motown fra 2002 ville Gaye enormt gerne have Jamerson til at spille på sin single "What's Going On", hvorfor han ledte efter Jamerson på flere Detroit-barer. Da Gaye fandt Jamerson, der gennem flere år havde kæmpet med massive alkoholproblemer, blev han fragtet til pladestudiet, men Jamerson var for beruset til at holde sig oprejst, så han indspillede den legendariske baslinje, mens han lå på ryggen.[12][20] Jamerson var stoppet med at turnere i 1964 og arbejdede i studiet på fuld tid.[1][21] Han spillede sandsynligvis på næsten alle Motown-indspilninger mellem 1963 og 1968, som omfatter over 60 top-femten popsingler.[22][23][b] Jamerson optrådte på 23 nr. 1-hits på pophitlisten[c] (en rekord snævert overgået af Paul McCartney fra Beatles, der nævner Jamerson som sin største indflydelse), og han optrådte på 56 nr. 1-hits på R&B-hitlisten.[26][24][27]

Eksterne videoer
Baslinjen til sangen "Ain't No Mountain High Enough", sunget af Marvin Gaye og Tammi Terrell.

Jamerson er anerkendt for at have udvidet basguitarens musikalske udtryk og rolle i datidens populærmusik, som i 1950'erne og 60'ernes R&B, rock and roll og country i vid udstrækning blot bestod af grundtoner, kvinter og enkle, repetetive mønstre. Derimod inddrog Jamerson kromatiske runs, synkopering, ghost notes og inversioner, med hyppig brug af de løse strenge. Hans smidige basspil blev betragtet som en afgørende del af den såkaldte "Motown Sound". Hans basspil var stærkt melodisk, men stadig låst tæt fast til trommernes groove.[7][11][28]

I et interview fra 1983 med magasinet Musician udtalte Jamerson, at Motowns sangskrivere "ville give mig akkordarket, men de kunne ikke skrive til mig. Når de gjorde det, lød det ikke rigtigt. [...] Når Da de gav mig et akkordark, så jeg på det, men begyndte så at gøre, hvad jeg følte, og hvad jeg tænkte ville passe. [...] Jeg ville høre melodilinjen fra teksten og bygge baslinjen op omkring det."[17]

Karriere efter Motown

Kort efter at Motown flyttede deres hovedkvarter til Los Angeles i 1972, flyttede Jamerson selv dertil og fandt lejlighedsvis studiearbejde, men hans forhold til Motown sluttede officielt i 1973.[1][7] Han fortsatte som sessionmusiker; men i Los Angeles arbejdede Jamerson ikke med en fast gruppe musikere, og han var ikke lige så fri til at improvisere. Han følte sig malplaceret, og over tid påvirkede hans øgede afhængighed af alkohol hans arbejde.[22][17] I takt med, at andre musikere i stigende grad brugte højteknologiske forstærkere, roundwound-strenge og enklere, mere repetetive baslinjer, der inkorporerede nye teknikker som slapping, faldt Jamersons stil i unåde hos producere, og han var tilbageholdende med at prøve nye ting. I 1980'erne kunne han ikke længere få nogen seriøse gigs som sessionsmusiker.[29][6]:70–73

Personlige liv og død

Jamerson giftede sig med Annie Wells kort før han dimitterede fra high school.[30] De fik fire børn. Hans søn, James Jamerson Jr. (1957–2016), var professionel sessionbassist og medlem af discobandet Chanson.[31] Han havde to andre sønner, Joey og Derek, og en datter, Dorene.[6]:49

Jamerson, der længe havde lidt af alkoholisme, døde af komplikationer fra skrumpelever, hjertesvigt og lungebetændelse den 2. august 1983 i Los Angeles, 47 år gammel.[22][32] Han er begravet på Detroits Woodlawn Cemetery.[33]

Anerkendelse

Motowns grundlægger, Berry Gordy, kaldte Jamerson en "utrolig improvisator" og sagde "jeg, ligesom nogle af de andre producere, ville ikke lave en session, medmindre mindst to af Funk Brothers var til stede: [trommeslageren] Benny Benjamin og James Jamerson." Jamerson fik sammen med de øvrige Funk Brothers ringe formel anerkendelse for deres bidrag. Hans arbejde var ukrediteret indtil senere i karrieren, og han forblev stort set anonym, selv over for bassister, der efterlignede hans stil. Første gang han blev krediteret på en større Motown-udgivelse, var i 1971 for hans optræden på Marvin Gayes album What's Going On. Han blev noteret som "den uforlignelige James Jamerson" på albummet.[34]

Efter sin død blev Jamerson optaget i Rock and Roll Hall of Fame i 2000, blandt den første gruppe af "medmusikere", der blev optaget nogensinde.[35] Han modtog en Grammy Lifetime Achievement Award i 2004,[36] og han blev optaget i Musicians Hall of Fame i 2007, begge som medlem af Funk Brothers.[37] I 2009 blev han optaget i Fender Hall of Fame.[38] Han modtog magasinet Bass Players Lifetime Achievement Award i 2011.[39] Derudover blev han tildelt en buste ved Hollywood Guitar Centers Rock Walk,[40] og i 2013 modtog Funk Brothers en stjerne på Hollywood Walk of Fame.[41]

Referencer

Kommentarer
  1. ↑ Jf. Drabløs 2016: "There is no definitive discography of Jamerson's work available in existence, mainly due to the poor crediting of musicians". (p. 146) Drabløs noterer fire kataloger, fra bassland.net, philbrodieband.com, allmusic.com og ricksuchow.com (s. 186). Denne artikel anvender primært kataloget fra ricksuchow.com af Rick Suchow, en New York-baseret bassist, der har skrevet for magasinerne Bass Guitar, Bass Player og Bass Musician.[17][2][18]
  2. ↑ Motown opnåede 60 top-femten popsingler og 95 top-femten R&B-singler fra 1964 til 1967.[23] Firmaet opnåede 79 top-ti popsingler i 1960'erne.[26]:6
  3. ↑ Nogle kilder tilskriver Jamerson yderligere to nr. 1-hits: "Love Is Here and Now You're Gone" og "Someday We'll Be Together".[24] Men en undersøgelse fra 2019 af Brian F. Wright tilskriver disse bassisten Carol Kaye.[25]
Kilder
  1. 1 2 3 "James Jamerson – Rock and Roll Hall of Fame biography (2019)". rockhall.com. 2000. Arkiveret fra originalen 29. juli 2018. Hentet 11. april 2019.
  2. 1 2 "The 100 Greatest Bass Players of All Time". Bass Player magazine. 24. februar 2017. Arkiveret fra originalen 27. marts 2019. Hentet 13. april 2019.
  3. ↑ Jonathan Bernstein; et al. (1. juli 2020). "The 50 Greatest Bassists of All Time". Rolling Stone. Arkiveret fra originalen 2. juli 2020. Hentet 7. juli 2020.
  4. 1 2 Stephanie Barna (20. september 2017). "One man's battle to get Motown great James Jamerson into the S.C. Hall of Fame". Charleston City Paper. Arkiveret fra originalen 27. januar 2019. Hentet 11. april 2019.
  5. ↑ W. Kim Heron (4. august 1983). "Bassist and Motown Pioneer". Detroit Free Press. s. 30. Arkiveret fra originalen 20. april 2019. Hentet 20. april 2019.
  6. 1 2 3 4 5 6 7 Allan Slutsky (aka Dr. Licks) (1989). Standing in the Shadows of Motown: The Life and Music of Legendary Bassist James Jamerson. Hal Leonard Corporation. ISBN 9780881888829. Hentet 11. april 2019.
  7. 1 2 3 4 Ed Hogan. "Allmusic: James Jamerson – biography". AllMusic. Arkiveret fra originalen 19. juli 2018. Hentet 10. april 2019.
  8. ↑ Dan Forte (juni 1979). "James Jamerson: Preeminent Motown Bassist". Guitar Player (45). Arkiveret fra originalen 21. april 2019. Hentet 18. maj 2019 – via ricksuchow.com.
  9. ↑ Beverley Turner. "James Jamerson – unofficial discography". philbrodieband.com. Arkiveret fra originalen 5. marts 2016. Hentet 10. april 2019.
  10. ↑ Geoffrey Himes (18. oktober 2002). "The Funk Brothers and Motown Jazz". JazzTimes. Arkiveret fra originalen 16. september 2017. Hentet 15. april 2019.
  11. 1 2 3 Chris Jisi (december 2002). "Inside the James Jamerson Style". Bass Player magazine. Arkiveret fra originalen 26. oktober 2006. Hentet 14. juli 2011 – via backstage-lounge.com.
  12. 1 2 Sean O'Hagan (19. juli 2003). "We sold our soul.. for 10 dollars". The Guardian. Arkiveret fra originalen 11. september 2014. Hentet 15. april 2019.
  13. ↑ Federal Reserve Bank of Minneapolis Community Development Project. "Consumer Price Index (estimate) 1800–". Federal Reserve Bank of Minneapolis. Hentet 21. oktober 2016.
  14. ↑ Adrian Ashton (2006). The Bass Handbook. Hal Leonard Corporation. s. 114-115, 244. ISBN 9780879308728. Hentet 20. april 2019.
  15. ↑ (various authors). Bob Lee (red.). "James Jamerson's Greatest Hits – unofficial discography". Bassland.net. Arkiveret fra originalen 18. juli 2018. Hentet 16. juli 2014.
  16. ↑ "Rick Suchow: The James Jamerson Discography". Ricksuchow.com. december 2008. Arkiveret fra originalen 26. maj 2022. Hentet 11. april 2019.
  17. 1 2 3 Rick Suchow (februar 2009). "James Jamerson: Motown's Master of the Groove". Bass Guitar magazine (38): 28-31. Arkiveret fra originalen 25. september 2022. Hentet 27. april 2019 – via ricksuchow.com.
  18. ↑ "Author page: Rick Suchow". Bass Musician magazine. Arkiveret fra originalen 11. august 2019. Hentet 11. august 2019.
  19. ↑ Arthur Kempton (2005). Boogaloo: The Quintessence of American Popular Music. University of Michigan Press. s. 248. ISBN 9780472030873. Hentet 9. februar 2020.
  20. ↑ Roger Newell (26. oktober 2011). "Bass Legends: Motown session giant James Jamerson". MusicRadar. Arkiveret fra originalen 24. marts 2019. Hentet 13. april 2019.
  21. ↑ "Benny Benjamin – Rock and Roll Hall of Fame biography (2019)". rockhall.com. 2003. Arkiveret fra originalen 20. marts 2019. Hentet 27. april 2019.
  22. 1 2 3 Geoff Gehman (13. august 1989). "Pioneer Bassist's Work Emerging from Motown Shadow". The Morning Call. Arkiveret fra originalen 20. april 2019. Hentet 20. april 2019.
  23. ↑ Nelson George (2007) [first published 1985]. Where Did Our Love Go?: The Rise & Fall of the Motown Sound. University of Illinois Press. s. 103. ISBN 9780252074981. Hentet 5. december 2019.
  24. 1 2 Per Elias Drabløs (2016) [first published 2015]. The Quest for the Melodic Electric Bass. Routledge. s. 145-154, 167, 197-207. ISBN 9781317018377. Hentet 24. juni 2019.
  25. ↑ Brian F. Wright (februar 2019). "Reconstructing the History of Motown Session Musicians: The Carol Kaye/James Jamerson Controversy". Journal of the Society for American Music. 13 (1): 78-109. doi:10.1017/S1752196318000536.
  26. ↑ Allan Slutsky; Rob Bowman (6. marts 2000). "Rock and Roll Hall of Fame, Fifteenth Annual Induction booklet" (PDF). rockhall.com. s. 2-3, 6. Arkiveret (PDF) fra originalen 6. december 2019. Hentet 5. december 2019.
  27. ↑ Thomas, Tom (21. juni 2021). "Paul McCartney names his favourite bass player of all time". Far Out. Arkiveret fra originalen 18. juli 2021. Hentet 27. december 2021.
  28. ↑ "How to play bass like James Jamerson". Total Guitar magazine. 22. august 2017. Arkiveret fra originalen 9. februar 2018. Hentet 11. april 2019.
  29. ↑ Ben Cooper (august 2013). "Funk Soul Brother". Bass Guitar (94): 23-27. Hentet 4. maj 2019.
  30. ↑ Graham Betts (2014). Motown Encyclopedia. AC Publishing. s. 291-293. ISBN 9781311441546. Hentet 22. januar 2019.
  31. ↑ "James Jamerson, Jr. Passes". vintageguitar.com. 30. marts 2016. Arkiveret fra originalen 30. marts 2016. Hentet 13. april 2019.
  32. ↑ "James Jamerson Dies at 45; Bassist Backed Detroit Stars". The New York Times. 6. august 1983. Arkiveret fra originalen 13. marts 2014. Hentet 11. april 2019.
  33. ↑ Tom Perkins (9. marts 2016). "From prewar grandeur to postindustrial grit, Detroit has plenty to look at". Detroit Metro Times. Arkiveret fra originalen 14. november 2017. Hentet 17. april 2019.
  34. ↑ Brian McCollum (27. februar 2000). "Enigmatic bassist James Jamerson, anchor of the Motown sound". Detroit Free Press. Arkiveret fra originalen 3. februar 2001. Hentet 17. april 2019.
  35. ↑ "James Jamerson – Rock and Roll Hall of Fame". rockhall.com. 2000. Arkiveret fra originalen 6. december 2019. Hentet 5. december 2019.
  36. ↑ David Travis Bland (27. oktober 2018). "SC Motown musician to be honored. You've heard his grooves, do you know who he is?". thestate.com. Arkiveret fra originalen 18. november 2018. Hentet 13. april 2019.
  37. ↑ "Musicians Hall of Fame – 1st Induction Ceremony". Musicians Hall of Fame and Museum. 2007. Arkiveret fra originalen 23. marts 2022. Hentet 24. november 2024.
  38. ↑ Evan Kepner (11. juli 2009). "James Jamerson to be inducted in Fender Hall of Fame". notreble.com. Arkiveret fra originalen 11. marts 2018. Hentet 13. april 2019.
  39. ↑ Chris Jisi (26. juli 2011). "James Jamerson to Receive Posthumous Bass Player Lifetime Achievement Award". bassplayer.com. Arkiveret fra originalen 22. april 2019.
  40. ↑ "Hollywood's RockWalk – James Jamerson". rockwalk.com. 27. januar 1999. Arkiveret fra originalen 16. maj 2004. Hentet 17. april 2019.
  41. ↑ "Hollywood Walk of Fame – The Funk Brothers". walkoffame.com. 21. marts 2013. Arkiveret fra originalen 23. februar 2018. Hentet 17. april 2019.

Yderligere læsning

  • Taylor, Harold Keith, The Motown Music Machine. Jadmeg Music Publishing, 2004
  • Andr, Motown Bass Classics. Hal Leonard Corporation, 1998
  • Posner, Gerald, Motown : Music, Money, Sex, and Power. Random House, 2005
  • Rubin, Dave, Motown Bass (Bass Signature Licks). Hal Leonard Corporation, 2000
  • Dr. Licks, Standing in the Shadows of Motown: The Life and Music of Legendary Bassist James Jamerson. Hal Leonard,1989

Eksterne henvisninger

This article is issued from Wikipedia. The text is licensed under Creative Commons - Attribution - Sharealike. Additional terms may apply for the media files.