Jebjerg Kirke

Denne side eller dele heraf lader til at være uretmæssigt kopieret fra https://lex.dk/Jebjerg_Kirke
Alt indhold der indsættes på Wikipedia skal være i overensstemmelse med Wikipedias politik om ophavsret, og må som sådan kun kopieres fra kilder med en fri licens, og kun med tilstrækkelig kildeangivelse (hvis du har tilladelse til at bruge materialet, så send tilladelsen til info-da@wikimedia.org). Hvis ikke licensforholdene for denne side bliver afklaret inden for kort tid vil siden blive slettet for at beskytte Wikipedia mod eventuel retsforfølgelse.
Se evt. denne sides diskussionsside.
Jebjerg Kirke
Jebjerg Kirke, bygget 1923-24
Generelt
Opført1923-1924
Geografi
AdresseKirkegade 1A, Jebjerg
7870 Roslev
SognJebjerg-Lyby Sogn
PastoratØstsalling Pastorat
ProvstiSalling Provsti
StiftViborg Stift
TrosretningLutheranisme
KommuneSkive Kommune
Region Midtjylland
Eksterne henvisninger
www.oestsallingpastorat.dk/kirkerne/jebjerg
Oversigtskort
Jebjerg Kirke ligger i Midtjylland
Jebjerg Kirke
Jebjerg Kirke
Jebjerg Kirke på halvøen Salling

56°40′14″N 9°00′52″Ø / 56.67064°N 9.014341°Ø / 56.67064; 9.014341

Kirkegården

Jebjerg Kirke er en sognekirke, der ligger midt i Jebjerg by på halvøen Salling.[1]

Da banen Sallingbanen (Skive-Glyngøre) åbnede i 1884 blev Jebjerg stationsby, og byen voksede som følge heraf. Salling Højskole blev oprettet i byen samme år, og befolkningstilvækst og opblomstring satte også sit præg på byens kirke, som i første halvdel af 1900-tallet var blevet for lille til den voksende menighed og derfor måtte ombygges.

Kirkebygningen

Den middelalderlige kirke blev i 1920'erne revet ned og opført på ny pga. befolkningstilvækst. Arbejdet blev udført med genanvendelse af den romanske kirkes byggesten, hvorfor materiale og formsprog stadig er kendetegnende for området. Bygningen blev genopbygget med øje for den middelalderlige kirkes detaljer og kan således ses som et eksempel på nyere tiders forsøg på at bevare de historiske linjer og samtidig imødekomme samtidens udviklingstendenser.

Bygningen udgøres af en apsis, et kor og et skib opført i årene 1923-1924. Tårnets nederste del er sengotisk, mens den øvre del blev tilføjet i 1923-1924. Ved tårnet er der tilbygninger mod nord og syd. Koret og skibet er opført i genanvendte granitkvadre over skråkantet sokkel og med hvidkalkede detaljer. Apsissen er hvidkalket over granitsoklen og er opført i mursten.

Den sengotiske del af tårnet står endnu, opført i mursten og senere stærkt skalmuret. Tårnet blev forhøjet i årene 1923-1924, hvor også de to sidebygninger mod nord og syd blev tilføjet. Øverst har tårnet en profileret topkant og krones af et pyramidespir med vindfløj. Mod vest, på hver side af indgangen til kirken, er der stræbepiller med tegltag.

De nuværende bygningsarkæologiske spor er rekonstruktioner af den ældre bygnings spor. Både nord- og syddør ses tilmuret, og over skibet ses tårnets oprindelige gavlmurværk. I korets nordside er der indmuret en ornamenteret, romansk vinduesoverligger. Herover er der desuden et tilmuret rundbuevindue.

Hele kirken har tegltag, på nær tårnet og apsissen som har kobbertag.

Kirkens indre

Indvendigt er væggene hvidkalkede, og koret og skibet dækkes af gråmalede bjælkelofter, ligesom det også var tilfældet i den romanske kirke. Over apsissen er der halvkuppelhvælv. Kirkens stoleværk er malet i blågrå nuancer. I den vestlige ende af skibet er der opsat et rummeligt orgelpulpitur, dvs. en balkon, hvorpå orglet er placeret.

Inventar og gravminder i Jebjerg Kirke

Det historiske inventar blev overført fra middelalderkirken. Inventaret består bl.a. af middelalderlige dele og dele fra 1600-tallet.

Ældst i kirkerummet er den romanske døbefont i granit, som er udsmykket med tovsnoningsornamenter.

Alterbordet er en rekonstruktion af et ældre alterbord og har et relikviegemme, dvs. en sten med udhuling til opbevaring af et relikvie.

Kirkens klokke er middelalderlig. Den er støbt i 1300-tallet af klokkestøberen Nicolaus Eskildsen (Eskilii).

Et sengotisk korbuekrucifiks er ophængt i kirken. Bemalingen er nyere.

Prædikestolen er udført i slutningen af 1500-tallet og har rektangulære storfelter med profilerede lister. I felterne er der malerier fra 1695 (Peter, Kristus, Moses og Aron).

Alterbordspanelet og altertavlen er fra 1600-tallet. Sidstnævnte er et arkitektonisk opbygget renæssancearbejde fra begyndelsen af 1600-tallet. Tavlens midtfelt og sidefelter er indrammet af joniske søjler. I alle tre felter er der malerier. Herover er der et topfelt, også med et maleri. På storfeltets sider er der påsat smalle vinger. På postamentet og gesimsen, dvs. på fodstykket og topkanten, er der skriftfelter. Midtfeltets og topfeltets malerier (korsfæstelsen og opstandelsen) er fra 1695, altså samtidige med prædikestolens malerier. Fra samme år stammer malerierne af evangelisterne på alterbordspanelet.

I kirkerummet hænger der præsterækketavler af forskellige aldre. Den ældste er fra 1742.

Fra en tidligere begravelse er der bevaret et krucifiks og en kisteplade over Niels Knudsen Schytte (død 1735).

Kirkegården

Den store kirkegård er i nyere tid udvidet mod syd og øst, mens kirkegårdsmurene omtrent følger ældre skel mod vest og nord. På indersiden i kirkegårdsmurens nordside er en ældre gravsten fra 1785 indmuret. Mod nord er der en større, ældre kirkegårdsportal, mens der står murede piller ved de øvrige indgange.

Billeder

Referencer

  1. Marie Louise Bode Blyme. "Jebjerg Kirke". Den Store Danske (lex.dk online udgave).