Lars Gårn Hansen
| Lars Gårn Hansen | |
|---|---|
| Født | 24. marts 1959 (66 år) |
| Arbejdsgiver | Københavns Universitet |
| Information med symbolet | |
Lars Gårn Hansen (født 24. marts 1959) er professor i miljøøkonomi ved Københavns Universitet. Hans forskningsområder omfatter især miljøøkonomiske problemstillinger med hensyn til regulering, håndhævelse og kontrol, men også forbrugeradfærd og sundhed.[1] Fra 1. september 2015 til 31. januar 2025 var han medlem af formandskabet for De Økonomiske Råd, dvs. én af de fire økonomiske vismænd. Han afløste professor Eirik Schrøder Amundsen på denne post[2] og blev selv afløst af Jette Bredahl Jacobsen.[3]
Karriere
Lars Gårn Hansen blev cand.polit. i 1986 og lic.polit. (licentiat) i 1997. I 1986-90 arbejdede han som fuldmægtig i centraladministrationen, nærmere bestemt socialministeriet og økonomiministeriet. Fra 1990-2008 var han ansat i det daværende AKF, og fra 2008 har han arbejdet på Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi (tidligere Fødevareøkonomisk Institut) på Københavns Universitet, fra 2009 som professor.[4]
Forskning
Lars Gårn Hansens forskning spreder sig over en række især miljøøkonomiske felter. Pr. august 2015 var han medforfatter til 28 internationalt bedømte videnskabelige artikler, blandt andet i tidsskrifterne Journal of Public Economics og Journal of Environmental Economics and Management.[4]
Andre aktiviteter
Lars Gårn Hansen har desuden blandt andet deltaget i Bichel-udvalget, der i 1997-99 udredte konsekvenserne af en afvikling af anvendelsen af pesticider, og deltaget i det forberedende arbejde om regulering af kvælstof og fosfor forud for udarbejdelsen af Vandmiljøplan II.[1] Han har også inden udnævnelsen til vismand lejlighedsvis optrådt i den offentlige debat. Således skrev han sammen med Flemming Møller i 2008 et debatindlæg, der satte spørgsmålstegn ved Copenhagen Consensus' relevans,[5] ligesom han har deltaget i debatten om forholdet mellem økonomisk vækst og miljøproblemer.[6] Inden udnævnelsen til vismand var han menigt sagkyndigt medlem af Det Miljøøkonomiske Råd.
Kilder
- 1 2 De Økonomiske Råds hjemmeside. Hentet 18. august 2015. (Webside ikke længere tilgængelig)
- ↑ "Ny vismand. Pressemeddelelse fra Finansministeriet 17. august 2015". Arkiveret fra originalen 24. september 2015. Hentet 18. august 2015.
- ↑ Jette Bredahl Jacobsen. De Økonomiske Råds hjemmeside. Hentet 8. marts 2025.
- 1 2 "CV for Lars Gårn Hansen. Fra Lars Gårn Hansens hjemmeside hos Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi. Hentet 18. august 2015" (PDF). Arkiveret fra originalen (PDF) 25. marts 2016. Hentet 18. august 2015.
- ↑ "Er Copenhagen Concensus mere interessant end relevant? Debatindlæg af Lars Gårn Hansen og Flemming Møller i Nationaløkonomisk Tidsskrift årgang 146 (2008), s. 178-194" (PDF). Arkiveret fra originalen (PDF) 23. september 2015. Hentet 18. august 2015.
- ↑ "Joker er forurening – ikke vækst. Artikel i Jyllandsposten. Hentet 18. august 2015". Arkiveret fra originalen 25. marts 2015. Hentet 18. august 2015.