Romantasy

Romantasy eller romantisk fantasy er en genre indenfor fiktion, som blander fantasy med romance, altså fortællinger om romantisk kærlighed, ofte med meget eksplicitte sexscener. Genren er blevet populær i første halvdel af 2020'erne, hjulpet på vej af fangrupper på sociale medier som TikTok og Instagram.[1] Såvel forfattere som læserskare er primært kvinder, og kønsrollemønsteret er ofte anderledes end de mere traditionelle kønsroller, der er karakteristiske for konventionelle romancer.

Eksempler

Populære forfattere indenfor genren er amerikanerne Sarah J. Maas og Rebecca Yarros.[2][3] Genrens forfattere er først og fremmest kvinder, og det samme gælder læserne. Romanerne er også kendt for at repræsentere mindretalsbefolkningsgrupper.[4][5] Hypen ved udgivelsen af Yarros' roman Onyx Storm, den tredje roman i forfatterens "Empyrian"-serie, der er en af de mest kendte indenfor genren, var således på højde med udgivelsen af de britiske Harry Potter-bøger mange år tidligere.[6] Med 2,7 millioner solgte eksemplarer i den første uge efter udgivelsen blev bogen den hurtigst sælgende voksenbog i 20 år.[7]

Kønsroller i romantasy

Et kendetegn ved romantasy er, at kvinderne slås og dør på lige fod med mændene, modsat de traditionelle romancer, der ofte har et meget traditionelt kønsrollemønster.[1] Genren har også mere direkte fokus på kvindernes seksualitet, indeholder meget eksplicitte sexscener[6] og er ofte mere eksperimenterende med de optrædende personers seksuelle grænser; der kan således ofte optræde queer-lignende figurer.[8]

Popularitet

Særligt i 2023 og 2024 blev romantasygenren en trend på de sociale medier, ikke mindst via BookTok-afdelingen på TikTok.[2][9] Ifølge det britiske The Economist er genren især populær blandt de generationer, der er vokset op med bøger som Harry Potter og nu er interesseret i litteratur med beslægtede temaer, men kombineret med voksen-emner som sex og romantik.[4]

Kilder

  1. 1 2 Romantasy tænder millioner af læsere. Artikel på borsen.dk 7. maj 2025. Bragt i avisens trykte udgave under samme overskrift 9. maj 2025.
  2. 1 2 Creamer, Ella (2024-02-02). "A genre of swords and soulmates: the rise and rise of 'romantasy' novels". The Guardian (britisk engelsk). ISSN 0261-3077. Hentet 2024-02-16.
  3. Alter, Alexandra (2025-01-30). "Rebecca Yarros's 'Onyx Storm' Is the Fastest-Selling Adult Novel in 20 Years". The New York Times (amerikansk engelsk). ISSN 0362-4331. Hentet 2025-01-31.
  4. 1 2 "Romantasy brings dragons and eroticism together. At last". The Economist. 26. april 2024. Arkiveret fra originalen 1. juli 2024.
  5. Open Book. 15. februar 2024.
  6. 1 2 Bøger om drager, krig og sex stormer ind på bestsellerlisterne. Artikel på dr.dk 22. januar 2025.
  7. Jeg var skeptisk over for romantasy. Men nu har jeg også overgivet mig til liderlige drager. Indlæg på soundvenue.com 17. februar 2025.
  8. Sexede vampyrer har bidt sig fast hos unge. Derfor er 'romantasy' blevet et hit . Artikel på dr.dk 5. november 2024.
  9. Lobb, M. K. (2024-02-27). "What Is Romantasy, Anyway?". Writer's Digest (engelsk). Hentet 2025-04-03.