Sigurd Højby

Sigurd Højby blev født i Vester Vedsted, hvor hans far Jens Rasmussen Højby var først lærer og siden forstander på efterskolen.^[2] Hans far var nært knyttet til Askov Højskole og det grundtvigske miljø, og Sigurd blev undervist hjemme, indtil forældrene i 1918 flyttede til Odense, hvis højskolehjem de købte. Her kom Sigurd for første gang til at gå i skole. Han tog præliminæreksamen i 1920 og blev student fra Odense Katedralskole i 1923. I sin tid i Odense var han en ivrig fodboldspiller i B1909.^[1]

Højby var 1923-1924 elev på Askov Højskole og blev derefter i 1930 cand.mag. i dansk og historie ved Københavns Universitet. Samme år blev han ansat ved Horsens Statsskole, og 1931-1934 arbejdede han desuden som undervisningsassistent ved Aarhus Universitet. I 1942 flyttede han til Lolland, idet han blev rektor for Maribo Gymnasium, der var grundlagt fem år tidligere. Han var rektor for gymnasiet indtil 1954. 1942-1950 var han desuden formand for det lokale ungdomsskolenævn, og 1951-1954 var han stadsskoleinspektør i Maribo. I 1954 forlod han byen for at blive rektor for Sorø Akademi, en post, som han bestred i fire år indtil 1958.^[1]

Højby indmeldte sig i sin studietid i Socialdemokratiet og var aktiv i partiet i sin tid i Horsens, hvor han bl.a. arrangerede studiekredse og holdt foredrag imod nazismen og fascismen. Han var desuden aktiv i Foreningen Norden, var med i modstandsbevægelsen på Lolland og 1949-1954 formand for Hjemmeværnets distriktsudvalg for Lolland. I 1950-1054 var han som indvalgt i Maribos byråd viceborgmester.^[1] I 1945 skrev han tre kronikker i Social-Demokraten med ønsket om en ny uddannelsespolitik og uddybede senere sine tanker i andre sammenhænge. Han mente, at samfundet ikke udnyttede befolkningens evner rationelt, idet adgangen til samfundets ledende stillinger i realiteten var forbeholdt unge fra velstillede hjem. Det var derfor afgørende at få nedbrudt skellene i uddannelsessystemet og få skabt en mere fælles og udelt folkeskole. Opmærksomheden om disse tanker førte ham ind i flere vigtige fora og gav ham en fremtrædende plads i 1950'ernes pædagogiske og uddannelsespolitiske drøftelser. Blandt andet var han 1945-1952 formand for Gymnasieskolernes Lærerforening og medlem af det såkaldte Askovudvalg, der med Jørgen Jørgensen som formand arbejdede med spørgsmålene ud fra et grundtvigsk synspunkt.^[1]

I 1958 blev Højby undervisningsinspektør for gymnasieskolerne og flyttede derfor til København. I 1963 blev han den første direktør for direktoratet for gymnasieskolerne og fik i 1967 desuden ansvaret for det nyoprettede hf (højere forberedelseseksamen). Han var dermed øverste embedsmand for dette område i en periode, hvor søgningen fra de unge generationer til gymnasier og hf-kurser steg eksplosivt.^[1] Efter sin afgang som direktør i 1971 blev han formand for det såkaldte Højby-udvalg, der i 1973 afgav en betænkning, som anbefalede en ændring af ungdomsuddannelserne i form af færre skel og en bedre balance mellem de teoretiske og praktiske uddannelser.^[1]