Vejbump

Dobbelt vejbump på Bjergbanestien i Godthåb

Et fartbump eller vejbump er en skabt forhøjning i vejen, der tvinger køretøjerne til at nedsætte hastigheden, da en passage ved for høj hastighed forårsager, at bilen "hopper" dels ved mødet med forhøjning og ved bumpets afslutning. Af samme årsag bliver de typisk anvendt i byerne.

Bumpet findes i en række forskellige varianter, der kan tvinge hastigheden helt ned til f.eks. 15-20 km/t eller gøre det ubehageligt at overskride den lokale hastighedsgrænse på f.eks. 50 km/t.

I Danmark findes der 10 typer af vejbump[1], som er typegodkendt af Vejdirektoratet:

Vejbump-type Særligt kendetegn Hastighed efter bump - personbiler Hastighed efter bump - tunge køretøjer
Cirkelbump Standard hastighedsdæmpning på offentlige- og private fælles-veje. 20–50 km/t 5–35 km/t
Modificeret cirkelbump Mindre ubehagelig at passere end et cirkelbump. 20–50 km/t 5–35 km/t
Modificeret sinusbump Behageligere passage end cirkelbump, men ikke så effektiv. 50 km/t 35 km/t
Trapezformet bump Plan top, brat rampe – særligt effektiv mod tunge køretøjer. 20–50 km/t 5–30 km/t
Trapezbump m. modificerede ramper Plan top med blødere ramper. 40 km/t 25 km/t
Kombibump Kombinerer et kort og et langt bump, hvilket tvinger både tunge og lette køretøjer ned i samme fart. 20–50 km/t 20–50 km/t
Pudebump Sænker bilernes hastighed, mens busser og lastbiler kan holde farten. 20–50 km/t Ingen reduktion
Pukkelbump Seks små kupler, der virker mod biler. Tunge køretøjer kan til gengæld passere ugeneret. 50 km/t Ingen reduktion
Vejbump af gummi (typegodkendt) Hurtig, aftagelig løsning uden asfaltarbejde 20–50 km/t 5–35 km/t
Midlertidigt vejbump Midlertidig brug ved fx vejarbejde 20–50 km/t 5–35 km/t

I Kongens Enghave er der i øjeblikket forsøg i gang med et "variabelt bump", der synker sammen ved passage med tunge køretøjer, så det i praksis kun er lastvogne og busser, der ikke mærker til bumpet[2]. Ydermere har Dansk Autohjælp[3] og MEKS[4] i samarbejde med politiet udført nogle forsøg med mobile vejbump, der skal sikre et ulykkessted på typisk en motorvej.

Referencer

  1. https://idenyt.dk/livsstil/bilen/vejbump/
  2. Ingeniøren 5. november 2007 Arkiveret 25. februar 2008 hos Wayback Machine: "København får Danmarks første intelligente vejbump"
  3. Trafikken.dk 14. februar 2006 Arkiveret 15. november 2016 hos Wayback Machine: "Mobile vejbump og Person Warnungs System"
  4. BeredskabsInfo 19. februar 2007 (Webside ikke længere tilgængelig): "Forsøg med mobile vejbump bliver permanent"

Eksterne henvisninger

Spire
Denne trafikartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.