Adolf von Harnack

Adolf von Harnack (født 7. maj 1851 i Dorpat, Estland, død 10. juni 1930 i Heidelberg) var en tysk evangelisk teolog og kirkehistoriker, søn af Theodosius Harnack.

Adolf von Harnack
Personlig information
Født	7. maj 1851 Tartu, Estland
Død	10. juni 1930 (79 år) Heidelberg, Baden-Württemberg, Tyskland
Gravsted	Alter St.-Matthäus-Kirchhof i Berlin
Far	Theodosius Harnack
Mor	Marie Harnack
Søskende	Otto Harnack, Axel Harnack
Ægtefælle	Amalie von Harnack
Barn	Ernst von Harnack
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted	Leipzig Universitet, Det kejserlige universitet i Dorpat
Medlem af	Kungliga Vetenskapsakademien, Det Preussiske Videnskabsakademi, Accademia Nazionale dei Lincei (fra 1894), American Academy of Arts and Sciences, Bayerische Akademie der Wissenschaften med flere
Beskæftigelse	Teolog, universitetsunderviser, kirkehistoriker, religionshistoriker, bibliotekar, forfatter
Arbejdsgiver	Humboldt-Universität zu Berlin, Leipzig Universitet (fra 1876), Philipps-Universität Marburg (fra 1886), Friedrich-Wilhelms-Universität zu Berlin (1888-1924), Justus-Liebig-Universität Gießen (fra 1879)
Arbejdssted	Leipzig, Marburg
Elever	Otto Schmiedel
Nomineringer og priser
Udmærkelser	Pour le Mérite for videnskab og kunst, Harnack medalje (1925), Bayerske Maximiliansorden for videnskab og kunst (1909), Adlerschild des Deutschen Reiches (1926)
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Påvirket af Albrecht Ritschl engagerede Harnack sig for et konsekvent historisk syn på kristendommen. I dogmedannelsen så han en fremmedgørelse af Jesu budskab gennem indflydelse fra hellenistisk spekulation.

I sine berømte forelæsninger om "Kristendommens væsen" (1900) afdogmatiserede Harnack den kristne tradition til fordel for den etiske kerne i Jesu budskab, nemlig den aktive tro på "menneskesjælens uendelige værdi".