Babylon
Babylon (akkadisk: Babili(m), [1] sumerisk logogram KÁ.DINGIR.RAKI [1] hebraisk: בָּבֶל, Bābel, [1] græsk: Βαβυλών, Babylōn) er en oldtidsby, hvis ruiner ligger ved floden Eufrat. Babylon var hovedbyen i riget Babylonien, beliggende i det, der i dag udgør centrale dele af Irak, og som under sin største udstrækning også omfattede hjørner af nutidens Syrien og Kuwait.
- Denne artikel handler om oldtidsbyen, for science fiction-serien se Babylon 5

Babylons hængende haver fra ca. 600 f.Kr. blev regnet som et af verdens syv underværker.
Hovedguden i Babylon var Marduk, og i takt med at Babylon blev den dominerende magt i Mesopotamien, blev Marduk efterhånden den mægtigste blandt guderne. Det ses særligt i den kendte babylonske myte Enuma Elish, der har paralleller til den gammeltestamentlige skabelsesberetning.
Babylon i Bibelen
Babylon optræder tre steder i Bibelen: Første gang i 1. Mosebogs 11. kapitel, hvor menneskene kom sammen for i deres hovmod at bygge et tårn, der nåede helt op til himlen - også kendt som Babelstårnet, men bygningsprojektet måtte opgives, da Gud lod deres sprog spalte op i forskellige tungemål, så de ikke kunne kommunikere om arbejdet.
Anden gang primært som den by, som jøderne var deporteret til mellem år 586 f.Kr. og 536 f.Kr. – det babyloniske fangenskab.
Tredje gang i Johannes' Åbenbaring kapitel 18, hvor dommen fældes over Babylons udåder, og en engel proklamerer byens fald.
Babylon i Koranen
Babylon optræder kun i Koranen en gang, nemlig sura 2:102. Her er det, Harut og Marut straffes og spærres inde, fordi de havde lært folk magi.
Moderne Babylon
Tusindvis af mennesker bor i Babylon, og samfund i og omkring det udvikler sig hurtigt fra kompakte, tætte bosættelser til spredte forstæder.[2]

Referencer
- The Cambridge Ancient History: Prologomena & Prehistory: Vol. 1, Part 1.
- archive.org/details/babylon-site-management-plan

