City Airport Train

City Airport Train (fork. CAT) er en hurtig togforbindelse i Østrig, der forbinder Wiens indre by med lufthavnen Flughafen Wien-Schwechat. CAT benytter samme strækning som Wiens S-Bane, der også betjener lufthavnen. CAT kører imidlertid nonstop, og gennemfører turen på 16 minutter, mens S-toget benytter 25 minutter. CAT kører med halv-times interval.

CAT-tog passerer Schwechart station
CAT-tog ved perronen på stationen Flughafen Wien

Togene benytter klimatiserede dobbeltdækkervogne, hvor sæder og indretning er særligt designet til denne togstrækning. Der er således gjort særlig plads til bagage i alle vogne. På stationen Wien Mitte, hvorfra toget udgår til lufthavnen, er der indrettet check-in skranke for passagerer, der rejser med Star Alliance og Aeroflot.

City Airport Train drives af selskabet "City Air Terminal Betriebsgesellschaft m.b.H.", der ejes af ÖBB (49,9%) og Flughafen Wien AG (50,1 %). CAT benytter eget billetsystem og prisniveauet er væsentligt højere end for S-banen. CAT henvender sig derfor primært med sit koncept og sine priser til et andet markedssegment end den kollektive trafik.

Eksterne henvisninger

This article is issued from Wikipedia. The text is licensed under Creative Commons - Attribution - Sharealike. Additional terms may apply for the media files.