Havtorn (slægt)

Havtorn (Hippophaë) er en slægt af løvfældende buske i Sølvbladfamilien (Elaeagnaceae).

Havtorn-slægten
Havtorn med bær og blade.
Havtorn med bær og blade.
Videnskabelig klassifikation
Rige Plantae (Planter)
Division Magnoliophyta (Dækfrøede planter)
Klasse Magnoliopsida (Tokimbladede)
Orden Rosales (Rosen-ordenen)
Familie Elaeagnaceae (Sølvbladfamilien)
Slægt Hippophaë
Hjælp til læsning af taksobokse

Havtorn producerer orange-gule bær, som er blevet brugt over århundreder som mad, naturmedicin og hudbehandling i Mongoliet, Ladakh, Rusland, Ukraine og Nordeuropa, hvor slægten har sin oprindelse.[1]

Det er en usædvanlig hårdfør plante, der kan modstå vintertemperaturer helt ned til -43 oC.[1] Fordi havtorn udvikler et aggressivt og omfattende rodsystem, er den ofte plantet for at hæmme jorderosion og bruges i landindvinding på grund af dens kvælstoffikserende egenskaber, der bidrager til at berige jorden.[2] Bær og blade fra havtorn anvendes i forskellige hudplejeprodukter og som fødevareingrediens til mennesker og dyr.[1] Havtorn er de seneste år blevet en populær ingrediens i retter fra det nye nordiske køkken.[3]

Arter og underarter

Slægtens inddeling i arter og underarter er omdiskuteret.[4] Baseret på et taksonomisk studie fra 1971[5] med en række mindre modifikationer[6][7] er slægten begrænset til syv arter og en række underarter. En ses i Danmark (H. rhamnoides ssp. rhamnoides), mens de fleste er hjemmehørende i Centralasien, Kina og Himalaya (fx H. salicifolia (Himalayahavtorn)).[8][9][10][11]

  • Hippophae rhamnoides L. (med syv underarter):
subsp. rhamnoides (ved kyster i det nordvestlige Europa inklusive Danmark)
subsp. carpatica Rousi (bjerge i Transsylvanien og Karpaterne)
subsp. caucasica Rousi (bjerge mellem Sortehavet og det Kaspiske Hav)
subsp. fluviatilis Soest (Alperne) (synonym: Hippophae fluviatilis (Soest) G.H.Loos)
subsp. mongolica Rousi (på grusbund fra det Ydre Mongoliet til Bajkalsøen)
subsp. sinensis Rousi (på sandet jord i nordvest Kina og det Indre Mongoliet) (synonym: Hippophae sinensis (Rousi) Tzvelev)
subsp. turkestanica Rousi (udbredt i Himalaya)
subsp. yunnanensis Rousi (bjerge i Yunnan provinsen, Kina) (synonym: Hippophae yunnanensis (Rousi) Tzvelev)
  • Hippophae salicifolia D.Don (Himalayahavtorn; på sydvendte skråninger i Himalaya)
  • Hippophae neurocarpa S.W.Liu & T.N.Ho (med to underarter)
subsp. neurocarpa (på højtliggende områder i Centralasien)
subsp. stellatopilosa (i Tibet)
  • Hippophae tibetana Schltdl. (i Himalaya, Tibet og det centrale Kina)
  • Hippophae litangensis Y.S.Lian & Xue L.Chen ex Swenson & Bartish (et enkelt voksested i Kina)
  • Hippophae goniocarpa Y.S.Lian et al. ex Swenson & Bartish (ved bredden af floder i det centrale Kina)
  • Hippophae gyantsensis (Rousi) Y.S.Lian (i Tibet og Kina)

Dyrkede sorter

Flere sorter dyrkes i gartnerier og vokser i haver. De fleste er varieteter af Hippophaë rhamnoides. Eksempler er:

  • Askola
  • Frugana
  • Habego
  • Hippophae rhamnoides 'Eva'
  • Hippophae rhamnoides 'Otto'
  • Orange Energy
  • Pollmix 1
  • Sirola

Se også

Referencer
  1. Li TSC (2002). Janick J, Whipkey A (red.). Product development of sea buckthorn (PDF). Trends in new crops and new uses. ASHS Press, Alexandria, VA. s. 393-8. Hentet 16. maj 2014.
  2. Li TSC, Oliver A (maj 2001). "Sea buckthorn factsheet" (PDF). British Columbia Ministry of Agriculture, Food and Fisheries. Arkiveret fra originalen (PDF) 2008-05-28. Hentet 26. september 2019.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Bruger authors parameter (link)
  3. Kristiansen, C.L. (2014) Claus Meyer: Sådan får du ’new nordic’ ind i dit køkken - gratis. TV 2, 29. april 2014. Hentet 19. oktober 2022.
  4. Malik, S., Babbar, S., Chaudhary, M., Sharma, S., Raina, S.N., Babbar, S.B. (2022) Authentication and deciphering interrelationships of Hippophae species using DNA barcodes. Nucleus 65, 165–177 doi: 10.1007/s13237-021-00382-z
  5. Rousi, A. (1971). The genus Hippophae L. A taxonomic study. Annales Botanici Fennici 8: 177-227.
  6. Bartish IV, Jeppsson N, Nybom H, Swenson (2002) Phylogeny of Hippophae (Eleagnaceae) inferred from parsimony analysis of chloroplast DNA and morphology. Systematic Botany 27: 41–54.
  7. Swenson U, Bartish IV (2002) Taxonomic synopsis of Hippophae. Nordic Journal of Botany 22: 369–74.
  8. https://europepmc.org/articles/PMC5431470/figure/Fig5/
  9. https://www.semanticscholar.org/paper/Carotenoid-composition-of-berries-and-leaves-from-Pop-Weesepoel/073cc8f17f01949236c7c5f405eabb1d6a1a5e6b
  10. https://www.researchgate.net/figure/Comparative-list-of-the-nutritional-composition-of-sea-buckthorn-berries_tbl1_229404973
  11. https://www.researchgate.net/figure/List-of-available-sea-buckthorn-market-products_tbl1_224822285
This article is issued from Wikipedia. The text is licensed under Creative Commons - Attribution - Sharealike. Additional terms may apply for the media files.