Historie som livets læremester

Historie som livets læremester (la: historia magistra vitae) er Ciceros udtryk for, at mennesket kan lære af fortiden. Cicero mener, at det er de samme kræfter, der er på spil i al historie og der derfor er nogle almengyldige forhold i historien, der er gældende til alle tider: "Hvis det ikke var tilfældet, ville man ikke kunne lære af den, for så stod man med en viden, der var irrelevant."[1] Ifølge Anne Eriksen var Ciceros idé en af hovedbegrundelserne for at beskæftige sig med historie i Europa. "Historien var en samling eksempler til beundring og imitation eller til skræk og advarsel. Den var filosofi formidlet gennem eksempler, generelle principper omsat til nyttig og praktisk lærdom."[2] Nogle historikere har argumenteret for, at den europæiske kultur begynder at vende sig bort fra Ciceros opfattelse efter ca. 1750.[3] Herefter er der generelt set ikke samme tro på, at historien er styret af de samme regler til alle tider.