Hvælving
En hvælving er en afrundet, ophøjet overdækning af et rum, ofte med buen som konstruktionsprincip. Hvælvinger er kendt fra oldtiden, men udvikledes da etruskerne udviklede den kilesten, også kaldet slutstenen, der gjorde det muligt at lave buer.

Stjernehvælv, tegning fra Brockhaus, 1888
Hvælvinger bæres af vægge, buer og eller vertikale støtter som søjler eller pilastre.
Der findes mere eller mindre komplicerede hvælvinger. Den enkleste form er tøndehvælv, som er en dyb bue. Krydshvælvet blev udviklet i romanske katedraler og blev udbygget i gotikken. Efter reformationen blev hvælvingerne sjældnere.
Typer af hvælvinger
    
Seksfaset gotisk ribbehvælv
Klosterhvælv eller kappehvælv
Krydshvælv
Kuppelhvælv
Stjernehvælv
Tøndehvælv
Hvælvinger i katedralen i Reims
![]()  | 
Wikimedia Commons har medier relateret til: | 
    This article is issued from Wikipedia. The text is licensed under Creative Commons - Attribution - Sharealike. Additional terms may apply for the media files.

