Muslimske erobring af Iran

Den muslimske erobring af Persien, også kendt som den arabiske erobring af Iran,[2] førte til Sassaniderigets fald i 651 og tilbagegangen for den zoroastriske religion i Iran.

Muslimske erobring af Persien
Del af Islamiske ekspansion
Kort over Persien og de omgivende regioner ved den muslimske invasions begyndelse
Kort over Persien og de omgivende regioner ved den muslimske invasions begyndelse
Dato 633–654[1]
Sted Mesopotamien, Kaukasus, Persien og Stor-Khorasan
Resultat Afgørende Rashidun-sejr
Territoriale
ændringer
Sassaniderigets fald
Opblomstringen af flere dynastier i Tabaristan
Parter
Sassanideriget
Kaukasisk Albanien (633–636)
Arabiske kristne (633–637)
Kanārangīyāns (633–651)
Huset Ispahbudhan (633–651)
Heftalitterne (651–654)
Huset Mihran (633–651)
Huset Karen (633–654)
Dabuyiderne (642–651)
Rashidunkalifatet
Kanārangīyāns (efter 651)
Ledere
Se liste
  • Yazdegerd 3.
    Rostam Farrokhzad 
    Mahbudhan
    Huzail ibn Imran
    Hormozd Jadhuyih
    Anoshagan 
    Andarzaghar
    Bahman Jadhuyih 
    Piruz Khosrow 
    Jaban
    Mihran Bahram-i Chubin
    Hormuzan #
    Mardanshah 
    Bahram
    Isfandiyar  Overgav sig
    Jalinus 
    Mihran Razi 
    Nakhiragan
    Azadbeh
    Farrukhzad  Overgav sig
    Siyavakhsh 
    Shahriyar bin Kanara 
    BusbuhraSkabelon:DOW
    Shahriyar of Derbent 
    Farrukbandadh 
    Grigor 
    Mihran-i Hamadani 
    Shahrvaraz Jadhuyih  
    Karin 
    Mushegh 3. 
    Varaztirots 
    Muta  
    Narsi
    Tiruyih
    Kanadbak  Overgav sig
    Ruzbih  
    Shirzad
    Mardanshah of Damavand  Overgav sig
    Javanshir
    Burzin Shah
    Mahoe Suri Overgav sig
    Shahriyar
    Siyah al-Uswari  Overgav sig
    Aparviz Overgav sig
    Shahrag 
    Faylakan
    Yazdanfar Overgav sig
Se liste
  • Abu Bakr
    Umar 1.
    Ali
    Muthana ibn Haris
    Abu Ubaid 
    Saad ibn Abi Waqqas
    Zuhra ibn Al-Hawiyya
    Hashim ibn Uthba
    Qa’qa ibn Amr
    Abu Musa Ashaari
    Ammar ibn Yasir
    Nouman ibn Muqarrin
    Hudhayfah ibn al-Yaman
    Mugheera ibn Shuba
    Usman ibn Abi al-Aas
    Asim ibn Amr
    Ahnaf ibn Qais
    Abdullah ibn Aamir
    Bukayr ibn Abdallah
    Kanadbak (efter 651)
    Busbuhra (kortvarigt)
    Farrukhzad (kun i Ray)
Magthavere i Iran

Muslimernes fremkomst faldt sammen med en anseelig politisk, social, økonomisk og militær svaghed i Persien. Sassanideriget, der var en tidligere stormagt, havde udtømt sine mandskabsmæssige og materielle ressourcer efter flere årtier med krige mod det Byzantinske Rige. Den interne politiske situation blev hastigt forværret efter henrettelsen af kong Khosrau 2. 28. februar 628. Efterfølgende blev ti nye efterfølgere kronet i løbet af fire år, hvilket illustrerede Sassaniderigets politiske ustabilitet i tiden umiddelbart før den muslimske invasion.[3]

Arabiske muslimer angreb for første gang sassanidisk territorium i 633, da general Khalid ibn Walid invaderede Mesopotamien (den sassanidiske provins Asōristān; det der i dag er Irak), som var Sassaniderigets politiske og økonomiske centrum.[4] Efter Khalid blev forflyttet til den byzantinske front i Levanten mistede muslimerne dog igen deres erobringer i de sassanidiske modangreb. Den anden invasion begyndte i 636 under Saad ibn Abi Waqqas, da en afgørende sejr i Slaget ved al-Qādisiyyah førte til at Sassanideriget permanent mistede kontrollen med den vestlige del af Iran. Zagrosbjergene blev derefter en naturlig grænse mellem Rashidunkalifatet og Sassanideriget. Efter vedvarende persiske plyndringstogter i området beordrede kalif Umar i 642 en fuld invasion af Sassaniderne, hvilket resulterede i den totale erobring af Sassanideriget omkring 651.a[] Den hastige erobring af Iran i en række velkoordinerede og flerstrengede angreb blev koordineret af Umar fra sit hovedsæde i Medina, mere end 1600 km fra fronten, og bidrog til hans omdømme som værende en stor militær og politisk strateg.[3]

I 651 var de fleste bycentre i de iranske lande, med undtagelse af de kaspiske provinser (Tabaristan) og Transoxanien, blevet indtaget af de arabisk-muslimske erobrere. Efter store problemer med voldelige oprør blev de nyerobrede områder underlagt total islamisk kontrol. Islamiseringen af landet gik langsomt, blandt andet pga. de mange oprør, zoroastriske skrifter blev brændt og mange præster henrettet.[5] Af politiske og økonomiske grunde, såvel som for at undgå overfald og afpresning, konverterede de fleste persere med tiden til islam, omend de holdt fast i deres egen identitet ved at beholde deres persiske sprog og kultur, og ved den sene Middelalder var islam blevet den dominerende religion i regionen.[6][7][8]

Henvisninger

  1. Pourshariati (2008), pp. 469
  2. "ʿARAB ii. Arab conquest of Iran". iranicaonline.org.
  3. The Muslim Conquest of Persia By A.I. Akram. Ch: 1 ISBN 978-0-19-597713-4
  4. "Between Memory and Desire". google.nl.
  5. (Balāḏori, Fotuḥ, p. 421; Biruni, Āṯār, p. 35)
  6. Mohammad Mohammadi Malayeri, Tarikh-i Farhang-i Iran (Iran's Cultural History). 4 volumes. Tehran. 1982.
  7. ʻAbd al-Ḥusayn Zarrīnʹkūb (2000) [1379]. Dū qarn-i sukūt : sarguz̲asht-i ḥavādis̲ va awz̤āʻ-i tārīkhī dar dū qarn-i avval-i Islām (Two Centuries of Silence). Tihrān: Sukhan. OCLC 46632917.
  8. ʻAbdolhossein Zarrinkoob (2016). Two Centuries of Silence) translated by Avid Kamgar (1st ed. 2016 udgave). Bloomington, USA: AuthorHouse. ISBN 978-1-52462-253-4.

Kilder

Eksterne henvisninger

This article is issued from Wikipedia. The text is licensed under Creative Commons - Attribution - Sharealike. Additional terms may apply for the media files.