Randbøldal
Randbøldal er en by i Sydjylland med 330 indbyggere (2023)[1], beliggende 12 km nord for Egtved, 11 km sydøst for Billund og 20 km vest for kommunesædet og regionshovedstaden Vejle. Byen hører til Vejle Kommune og ligger i Region Syddanmark.
| Randbøldal | |||||
|---|---|---|---|---|---|
| |||||
![]() | |||||
| Overblik | |||||
| Land |
| ||||
| Region | Region Syddanmark | ||||
| Kommune | Vejle Kommune | ||||
| Postnr. | 7183 Randbøl | ||||
| Demografi | |||||
| Randbøldal by | 330[1] (2023) | ||||
| Kommunen | 120.949[1] (2023) | ||||
| - Areal | 1066,32 km² | ||||
| Andet | |||||
| Tidszone | UTC +1 | ||||
| Hjemmeside | www.randboldal.dk | ||||
| Oversigtskort | |||||
![]() Randbøldal Randbøldals beliggenhed 55°41′27″N 9°15′44″Ø | |||||
Sogne og kirker
Det meste af Randbøldal ligger i Randbøl Sogn, men bydelene Rodal og Lille Lihme hører til Nørup Sogn. Randbøl Kirke ligger ret ensomt 1½ km nordvest for byen ved Hærvejen, og Nørup Kirke ligger i Nørup 5 km nordøst for Randbøldal.
Geografi
Randbøldal ligger i den dybe Vejle Ådal, omgivet af skovklædte skrænter. Kirken ligger oven for ådalen, hvor det fladere vestjyske landskab breder sig mod vest og i sognets sydvestlige ende fuldstændigt skifter karakter med Randbøl Hede og indlandsklitterne i Frederikshåb Plantage.
Seværdigheder
På Randbøl kirkegård ligger den store Kong Rans Høj, og ½ km nord for kirken ligger Firhøje. På Randbøl Hede blev Randbøl-stenen fundet i 1874. Runestenen var halvt nedsunket i en sandbanke. Den blev sprængt i stykker, men er efter grundig konservering og samling opstillet på sin oprindelige plads i 1984.
Randbøldalmuseet
Nord for byen findes Randbøldalmuseet, som har til huse i en af Danmarks første fabrikker, den herregårdsagtige Engelsholm Papirfabrik. Den blev opført i 1732 og brugte vandkraft til produktion af papir og senere tekstiler. Fabrikken blev genopbygget i 1875 efter en større brand. Museet har udstillinger om energi og stedets historie. Der er papir- og væveværksteder, hvor publikum kan prøve de gamle håndværk, når der er arrangementer. Udendørs er der vandeksperimenter, hvor man kan få føling med vandkraften. I byen ligger også en række arbejderboliger fra midten af 1800-tallet og den gamle fabriks driftslederbolig, Det Hvide Palæ.
Faciliteter
Skov- og idrætsinstitutionen Bøllen med vuggestue og børnehave ligger i Randbøldal. Skolebørnene går på Firehøjeskolen i Ny Nørup 4 km nordøst for Randbøldal.
Randbøldal Kro har i de senere år skiftet ejer flere gange. Den gik på tvangsauktion i foråret 2014 efter at have været lukket i knap et år.[5] Kroen er igen til salg.[6]
Historie
Kartoffeltyskere kom til Randbøl Hede i 1760 for at opdyrke området.
Jernbanen
Randbøldal fik holdeplads på Vejle-Vandel-Grindsted Jernbane, da den blev åbnet til Vandel i 1897. Det høje målebordsblad fra 1800-tallet viser foruden kirken, stationen og papirfabrikken, at der over for kirken lå en kro, den senere Randbølgård. Stationen blev anlagt ½ km syd for kirken ved et vejkryds, hvor der senere blev opført et mejeri, og den lille bebyggelse Randbøl opstod. Men den fik aldrig præg af stationsby, da den lå 1½ km nordvest for dalens spredte bebyggelse.
I 1904 beskrives Randbøl, Randbøldal og den nuværende bydel Daldover således: "Randbøl (1340: Randæbøøl), ved den dybe Vejle Aadal, med Kirke, Mølle og Jærnbanest.; Daldover med Missionshus (opf. 1894), Forsamlingshus („Randbøldal“, opf. 1899), Randbøldals Klædefabrik (40-50 Arbejdere...), Andelsmejeri og Gæstgiveri"[7] Det lave målebordsblad fra 1900-tallet viser desuden et savværk.
Banen blev forlænget til Grindsted i 1914 og nedlagt i 1957. Stationsbygningen er bevaret på Hærvejen 45 som hjemsted for sognets ca. 50 KFUM-spejdere.[8] 2 km syd for stationen krydser Hærvejen banens tracé, der er bevaret som vandresti knap 1 km mod sydvest gennem Frederikshåb Plantage.
Noter
- Danmarks Statistik: Statistikbanken Tabel BY1: Folketal 1. januar efter byområde, alder og køn
- https://www.vejlemuseerne.dk/besoeg-os/randboeldalmuseet/
- http://www.randboldal.dk/vevelauget.html
- Discover Denmark: Frederikshåb Møllepark
- Maria Søgård Jørgensen (23. maj 2014) "Kroen solgt for 444.000 kroner" Arkiveret 26. december 2014 hos Wayback Machine Horsens Folkeblad (hsfo.dk)
- Ejendomstorvet: Dalekildevej 12, 7183 Randbøl
- Randbøl Sogn i J.P. Trap: Kongeriget Danmark, udarbejdet af H. Weitemeyer (3. udgave, 5. bind, 1904), s 389
- Spejderne i Randbøl



.svg.png.webp)