Gammeldansk
Ikke at forveksle med Gammel Dansk.
| Underklasse til | østnordiske sprog, dansk | |
|---|---|---|
| Land | Danmark | |
| Kronologi | • urgermansk • urnordisk • olddansk • gammeldansk | |
| • nydansk | ||
| Starttidspunkt | 1100 | |
| Sluttidspunkt | 1525 | |
| Har grammatisk køn | hankøn, hunkøn, intetkøn | |
| Har del | ældre middeldansk, yngre middeldansk | |
Gammeldansk (forkortet glda.), middeldansk eller mellemdansk[1] er en betegnelse for den middelalderlige fase af det danske sprog. Normalt sættes perioden til fra cirka år 1100 hvor latinske bogstaver afløser runer til cirka år 1500.[2]
Gammeldansk deles op i en ældre og en yngre del. Skellet sættes gerne ved ca. 1350. Sproget i den foregående periode kaldes olddansk. Kr. Mikkelsen, der benævner gammeldansk som "mellemdansk" i en 1800-talsbog, betegner ældre gammeldansk som "ældre dansk" og yngre gammeldansk som slet og ret "gammeldansk".[1] Perioden efter gammeldansk betegnes ældre nydansk.[3]
Hvor nordboernes sprog i vikingetiden ikke havde de store sproglige forskelle, er det i middelalderen, at danske skriftsprogsnormer begynder at skille sig ud fra de andre nordiske sprog.[4]
I den gammeldanske periode gennemløber dansk en mere rivende udvikling end på noget andet tidspunkt i sin historie.[5]
Forandringer
På det lydlige område gennemgår middeldansk klusilsvækkelsen, hvor /p t k/ bliver til hhv. /b d g/, og /b d g/ til /v ð ɣ/, og infortissvækkelsen, som er en neutralisering af vokalerne i tryksvag stavelse (a, i, u > æ > e).[5]
Morfologien ændrer sig også kraftigt, idet den gamle bøjning af substantiver og adjektiver i fire kasus forsvinder (bortset fra en række kasuslevn), og verbernes bøjning i person og tal bruges næsten ikke længere.[4]
Værker på gammeldansk
Der eksisterer få kilder for det danske sprog i periode fra år 1000 til 1250.[3] For ældre gammeldansk findes eksempler på gammeldansk i "lovskrifter, lægebøger, fragmentariske helgenlegender oversat fra latin".[3] For yngre gammeldansk findes "lovskrifter, retsdokumenter, breve, krøniker, opbyggelig litteratur, legendarier, lægebøger" og "romantisk digtning, dyrerim viser".[3]
Eksempler på værker med gammeldansk er Lucidarius og Libellus De Arte Coquinaria.
Grammatik og ordbog
Johannes Brøndum-Nielsen skrev fra 1928 til 1973 en Gammeldansk Grammatik i sproghistorisk Fremstilling, som har otte bind.[6]
Siden 1950'erne har Det Danske Sprog- og Litteraturselskab arbejdet med udarbejdelse af Gammeldansk Ordbog.[7] Arbejdet er per 2020 endnu uafsluttet, men den foreløbige ordbog er tilgængelig online fra https://gammeldanskordbog.dk/.
Referencer
- 1 2 Kr. Mikkelsen (1894), Dansk Sproglære med sproghistoriske Tillæg, København: Haase Forlag, s. 5, Wikidata Q118372187
- ↑ Bent Jørgensen (2016), "Sproghistoriske perioder", Dansk sproghistorie: Dansk tager form, Aarhus Universitetsforlag, 1: 79-83, Wikidata Q86016383
- 1 2 3 4 Eva Skafte Jensen (10. oktober 2002), "Kasus i gammeldansk", Ny Forskning i Grammatik (9), doi:10.7146/NFG.V10I9.23902, Wikidata Q103808612
- 1 2 Karker, Allan (2016-08-18). "dansk - historie". Den Store Danske. Hentet 2023-04-02.
- 1 2 Britta Olrik Frederiksen (2018), "Gammeldansk", Dansk Sproghistorie: Ord for ord for ord, Aarhus Universitetsforlag, 2: 151-178, Wikidata Q116843558
- ↑ Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik i sproghistorisk Fremstilling. Bind I–VIII Schultz hhv. Akademisk Forlag, København 1928–1973, Bind I–II 2., ændrede Udgave 1950/57.
- ↑ Merete K. Jørgensen (1. januar 2006), "Gammeldansk Ordbog – fortid og fremtid", LexicoNordica (13), Wikidata Q104403626
Eksterne henvisninger
- Gammeldansk Ordbog. En videnskabelig ordbog over middelalderens danske sprog. Den dækker perioden fra ca. 1100 til 1515. Bemærk at ordbogen stadig er under udvikling.