Imperativ

Imperativ er en grammatisk form der oftest udtrykker et påbud eller direktiv handling. Imperativ kan være en form af verbet (udsagnsordet), der også kaldes bydeform. Eksempel: "Spis!" (af at spise). Imperativ kan også være en sætningstype.[1]

I bestemte sprog

På latin findes både præsens imperativ og futurum imperativ i såvel singularis som pluralis, i aktiv og i passiv.

Dansk

På dansk findes imperativ kun i én form (nutids bydemåde), så det er overflødigt at specificere præsens.

På dansk var en passiv teoretisk mulig. Mikkelsens latinbog bruger følgende eksempel som oversættelse fra latin: Bliv slæbt i fængsel, røver – hvor den sammensatte form "bliv slæbt" skal gengive en præsens imperativ passiv singularis (2. person).

I ældre dansk findes imperativ i former som ikke længere bruges i andet end arkaiserende sammenhænge: "gak" for udsagnsordet "gå" er et eksempel.[2]

Imperativen er en finit verbalform; den er sætningsdannende, idet en fuldstændig sætning kan bestå udelukkende af en imperativ, dvs. kun ét ord.

Henvisninger
  1. Mark Jary; Mikhail Kissine (1. januar 2016), "When terminology matters: The imperative as a comparative concept", Linguistics, 54 (1): 119-148, doi:10.1515/LING-2015-0039, Wikidata Q118516933
  2. "gå verbum. Den Danske Ordbog". Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.
SprogSpire
Denne artikel om sprog er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
This article is issued from Wikipedia. The text is licensed under Creative Commons - Attribution - Sharealike. Additional terms may apply for the media files.