Nykantianisme

Nykantianisme eller neokantianisme er en fælles betegnelse for de retninger, væsentlig inden for tysk filosofi i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, der mere eller mindre har stillet sig i modsætning til den romantiske filosofi, og som hævder at en sund filosofi må vende tilbage til Kant, søge at forstå ham fuldt ud, og at bygge videre i overensstemmelse med hans synsmåder.

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

Man har inddelt nykantianismen i seks retninger:

  1. Den fysiologiske: Hermann von Helmholtz (1821-1894), F.A. Lange (1828-1875)
  2. Den metafysiske: Otto Liebmann (1840-1912), Johannes Volkelt (1848-1930)
  3. Den realistiske: Alois Riehl (1844-1924), Oswald Külpe (1862-1915)
  4. Den matematisk og videnskabsorienterede[1]: Marburgskolen, Hermann Cohen (1842-1918), Paul Natorp (1854-1924), Ernst Cassirer (1874-1945)
  5. Den værditeoretiske kritiske: Wilhelm Windelband (1848–1915), Heinrich Rickert (1863–1936), Sydvesttyske eller badiske skole
  6. Den relativistiske: Georg Simmel (1858-1918).
  7. Den pragmatiske: Hans Vaihinger (1885-1933)

Kilder
  1. Edgar Rubin kalder det "den logistiske" – den tyske artikel bruger formuleringen "mathematisch, wissenschaftsorientiert"

Eksterne henvisninger
  • Bengt-Pedersen, Carsten. "nykantianisme". Den Store Danske (lex.dk online udgave).
filosofiSpire
Denne filosofiartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
This article is issued from Wikipedia. The text is licensed under Creative Commons - Attribution - Sharealike. Additional terms may apply for the media files.